Svar fra Kim Børresen på et debatindlæg fra byrådsmedlem Helle Lund (LA) og Jens Rane Holck (SF):
Tak til Helle Lund – for her i den spæde opstart af et nyt byråd at lægge en fin dæmper på SF v/Jens Rane Holck, der nu her efter første byrådsmøde beskylder det nye byråd for at være “stille som graven”.
Det er vel ikke overraskende, at SF har udfordringer med “stilhed”, når bl.a. SF – og dermed Jens Rane Holck – har lagt stemmer til – og dermed været garant for afholdelse af den uden sammenligning mest larmende musikfestival nogensinde. En musikfestival, der herved ikke bare har kunnet terrorisere en lille by – men også et Natura2000 område i mere end 10 år – ULOVLIGT. Det er jo i sig selv en SF-absurditet.
Her kunne Jens Rane Holck jo starte ud med at forsøge at retfærdiggøre sig selv – men det vil nok fylde mere spalteplads, end der er rådighed over – selv for en lokalpolitiker…
Det kan herfra anbefales, at SF og dermed Jens Rane Holck prøver at trække vejret – og give det nye byråd tid til både at se fremad, men også tid til at rydde op i nogle af bunkerne efter det tidligere gennemgående byrådsflertal.
Det er ikke nemt at starte op fra en “muddergrøft – og slet fra en muddergrøft med både slud, grums og sne, der også kræver opmærksomhed og “gravemaskiner” for at komme helt til bunds – og her bør SF om nogen bakke op.
Ja- Byrådet skal se fremad, men det er umuligt at komme uden om fortiden – så der er også nødt til at være et skarpt blik i bakspejlet, så tidligere tiders “grums” ikke skygger for en ordentlig ledelse – og et ordentligt Byråd, hvis hovedopgave er at have fokus på borgerne – og lede kommunen ud fra et retssamfunds værdier.
——
Dertil så er SF vist ikke “sat helt ud på sidelinjen” – mon ikke nedennævnte udvalg giver visse muligheder for at få indflydelse:
Beskæftigelses udvalget: Enhedslisten og SF
Børne, Skole og Ungeudvalg: SF
Erhvervs- og Turismeudvalg: Radikale Venstre og Moderaterne
Kultur og Idræt: SF
Plan og Miljø: Enhedslisten og Radikale Venstre
Teknisk udvalg: SF
Ældre, Social, og Sundhed: Moderaterne
Måske Jens Rane Holck skulle se lidt indad, prøve at tage ved lære af tidligere tiders fejltrin, se fremad og vise ægte lyst til samarbejde til glæde for borgerne i Gribskov Kommune.
Kim Børresen
3220 Tisvildeleje
De to omtalte indlæg fra byrådsmedlemmerne Jens Rane Holck (SF) og Helle Lund (LA) kan læses herunder:
(udgivet d. 11. feb. 2026)