Sommeren er over os, og det giver anledning til at gøre status over det første halve år i den nye byrådsperiode, skriver Den Konservative Byrådsgruppe i Gribskov i en pressemeddelelse.
Først og fremmest vil vi gerne sige tak. Tak til Gribskovs borgere for engagement, spørgsmål, idéer og opbakning. Og tak til de øvrige partier i byrådet for et godt og konstruktivt samarbejde. Vi er ikke altid enige, men vi deler ansvaret for at udvikle Gribskov Kommune, og det ansvar tager vi alvorligt.
Vi er kommet godt fra start, men de største opgaver ligger stadig foran os.
Kommunens økonomi er den altoverskyggende udfordring. Vi skal skabe en sund og holdbar økonomi, så vi også i fremtiden kan levere god velfærd og udvikle kommunen ansvarligt. Det bliver en af de vigtigste opgaver i de kommende år.
Men en kommune er mere end sin økonomi.
Vi ønsker, at flere børnefamilier vælger Gribskov som deres hjem. Det kræver, at vi udvikler kommunen med respekt for de kvaliteter, der allerede gør den attraktiv. Naturen, kysterne, de levende lokalsamfund, den særlige autenticitet og ikke mindst roen er nogle af vores største styrker. Dem skal vi passe godt på.
Vi anerkender fuldt ud, at Gribskov er en turistkommune.
Sommeren skal summe af liv, og turismen er en vigtig del af vores erhvervsliv. Men gæsterne kommer netop hertil, fordi Gribskov er noget andet end de store ferie- og eventdestinationer. De kommer for naturen, strandene, skovene, de hyggelige byer og den fred og ro, der gør vores kommune helt særlig.
Det er den balance, vi ønsker at værne om.
Efter sommerferien begynder arbejdet med en ny lokalplan for campingpladsen i Vejby. Det bliver en vigtig politisk proces, fordi den ikke kun handler om ét arrangement, men om områdets udvikling mange år frem.
Det Konservative Folkeparti i Gribskov ønsker ikke, at campingpladsen gradvist udvikler sig til en permanent eventplads. Den skal fortsat være en campingplads med plads til de mange turister, der ønsker at opleve Gribskov, samtidig med at den kan danne ramme om ét større arrangement om året.
Det mener vi er en balance, der både tilgodeser kulturlivet, turismen og lokalsamfundet og derfor skal debatten handle om, hvilke rammer vi som kommune ønsker for fremtiden for området.
Vi mener, at tiden er kommet til at fastlægge tydeligere politiske rammer. Mange kommuner med større festivaler har politisk vedtagne regler for støj, spilletider og hensynet til naboerne. Den slags klare rammer skaber tryghed for både arrangører, borgere og myndigheder.
Gribskov har ikke tidligere haft et politisk vedtaget støjregulativ. Det mener vi, at tiden er moden til at se nærmere på.
Der skal være plads til kultur, oplevelser og turisme. Men der skal også være plads til dem, der har valgt at bo i Gribskov hele året.
Når man flytter på landet, skal man fortsat kunne forvente den ro og livskvalitet, som er en væsentlig del af kommunens identitet, og der skal være tydelige rammer for de arrangementer, der påvirker omgivelserne med støj. Vi ønsker en kommune, der udvikler sig med omtanke – ikke ved at blive som alle andre, men ved at bygge videre på de kvaliteter, der gør Gribskov til noget ganske særligt.
Det bliver vores udgangspunkt, når vi efter sommerferien fortsætter arbejdet med kommunens økonomi, bosætning og udvikling. Den linje håber vi, at vi kan finde bred opbakning til i Byrådet.
Rigtig god sommer!
Den Konservative Byrådsgruppe i Gribskov

(udgivet d. 13. juli 2026)