DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Lokalplaner kræver dialog og omtanke

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlemmerne Stina Egedius Miller og Jens Rane Holck (SF).

Lokalplaner kræver dialog og omtanke.

Det er er vanskeligt ikke at være en smule begejstret for at se en fyldt Helsingehal til et borgermøde. Vi forstår naturligvis, at årsagen handler om, at det her er hjerteblod. Det gælder både, for de der elsker at være frivillige og gæster på en stor festival , og de der føler sig invaderet i eget hjem. Der findes naturligvis også en gruppe midt imellem. De der synes, det er hyggeligt med lidt fest, men måske, at festen er blevet en anelse for stor. 

I SF ønsker vi, at der skal være plads til det hele, og det kræver, at vi kan tale sammen og skabe fælles veje, hvor det er muligt. Den dialog var der lagt godt op til i onsdags, og langt de fleste borgere var mødt op for at bidrage til den på respektfuld vis. Vi er spændte på at se de kommentarer, der blev nedfældet ved bordene.  Vi er ærgerlige, over de der ikke følte sig hørt eller blev så frustrerede, at de glemte den demokratiske velopdragenhed.

SF har desværre ingen plads i Planudvalget, men det betyder ikke, at vi mangler holdninger til sagen.

Vi ønsker, at Gribskov kommune skal rumme mulighed for både naturoplevelser og kulturelle arrangementer også i større skala. Vi ser også, at det er nødvendigt med dialogen om hvor stor, hvor mange og hvor henne det kan lade sig gøre i kommunen. Det nytter ikke at henvise alle arrangementer til Græsted eventplads. For det første har flere events lokal forankring i deres arrangementer, som ikke kan overføres til Græsted. For det andet er der netop der, med reetableringen af Søborg sø nu også et større naturområde at tage hensyn til. Vi skal finde en balance, hvor der både er mulighed for at nyde naturen og kulturen i Gribskov.

Ved et større arrangement, skal man naturligvis tage hensyn til sine naboer og vi er helt med på, at man ikke kan gøre alle glade hele tiden, men man kan gøre sit bedste for at få de fleste med. Når vi i Søborg arrangerer Rock Ved Ruinen, tager vi hensyn til, hvordan vi kan vende scener, så naboer bliver generet mindst muligt. En øvelse de helt sikkert også har gjort sig på Musik i Lejet. Vi har også i Søborg oplevet bekymrede naboer, som udtrykte behov for dialogmøder om nye tiltag og udvidelser, som de frygtede kunne få betydning for livet lige ude foran deres hoveddør. Det er berettigede bekymringer, som man som arrangør bør tage alvorligt og indgå i dialog omkring.

Det er nu engang sjovest at arrangere events som lokalsamfundet bakker op om. Men når eventet når op i en vis kaliber, bliver det måske svært at mærke de hensyn, der er taget. Her bliver dialogen ekstra vigtig. Hvis naboerne ikke møder lydhørhed forsvinder tilliden og tolerancen for, hvad man kan leve med i sit lokalsamfund. Det er vigtigt at huske, at alle tilbagevendende events i Gribskov kræver udarbejdelse af en lokalplan. Det er altså et vilkår for samtlige arrangementer på over 150 deltagere, der finder sted hvert år. MIL er uden tvivl et af de største, og derfor kommer det også til fylde. De borger, som i sommer har budt os indenfor til dialog under festivalen, udtrykte manglende tillid til lydhørheden fra arrangørerne som en af de største udfordringer. Så selve MIL kunne de faktisk leve med, særligt hvis man kunne tale om deltagerantal og lidt begrænsning på lydniveauet, men hvis der bliver tale om langt flere arrangementer i den størrelsesorden, blev det uoverskueligt. Liv på campingpladsen hilses velkomment. Mulighed for at samarbejde med foreninger og bedrive erhverv har absolut medvind. Men de mange arrangementer, deres drømmes om i tillæg til MIL skræmmer. 

Vi bor i et fantastisk naturområde, som også tiltrækker turister, men det gør de forskellige events altså også. Det må være muligt at finde en balance hvor Gribskov hverken forvandler sig til Sunny Beach eller en stillekupé, hvor intet andet end fuglekvidder et tilladt. Vi hilser udvalgets omtanke velkommen og håber at hele byrådet bliver taget med på råd, så vi sammen kan få skabt de gode rammer.

(udgivet d. 24. aug. 2026)

3 comments

  1. Hans Christian Orloff Petersen

    Kære Stina Egedius Miller fra Søborg og Jens Rane Holck fra Tisvilde

    Tak for jeres indlæg i debatten.

    Det er en dejlig beretning, som I i skønt fællesskab åbenbarer.

    Det forstås, at I bestemt ikke ønsker en så stor festival hen i nærheden af Søborg og Græsted. Det kan de mange støjplagede beboere i Vejby godt forstå.

    Jeg formoder, at I naturligt overvejer, om SF får flere eller færre stemmer ved at være for eller imod en ændring af lokalplanen — og tilsvarende hvor mange stemmer SF vil miste, hvis Musik i Lejet flyttes til Græsted. Det er forventeligt og helt legitimt. Sådan tænker andre politiske partier også.

    For så vidt angår sommerhusejerne, stemmer de jo et andet sted end i Gribskov Kommune, så dem behøver I ikke at tage med i den betragtning.

    Det synes som om, I formoder, at der blandt de stemmeberettigede i Vejby er lige så mange, der er for, som der er imod en ændring af lokalplanen.

    Således forsøger I i jeres glimrende indlæg at favne både nattero og liv, både stilhed og sommerdage med fuld musik natten igennem. Det er meget sympatisk — og det er svært ikke at blive imponeret af jeres fremstilling.

    I nævner, at vi Vejbyborgere skal gå i dialog, være lydhøre, vise tillid og tolerance og føre en demokratisk samtale, når vi snart kommer i midten af endnu flere tilbagevendende events. Måske skal vi bare vende musikscenen.

    I øjeblikket er striden dog allerede så voldsom, at det er lidt vanskeligt at forstille sig, at vi Vejbyborgere, både de faste og landliggerne, skulle kunne sidde i rundkreds og blive enige med hinanden om noget vi bestemt ikke alle er enige om.

    I nævner dog også, at man ikke kan gøre alle glade.

    Skulle I en dag forvilde jer til Vejby, vil jeg anbefale, at I besøger de beboere, hvis huse har fælles skel med campingpladsen — 50 meter fra den store scene. Når musikken starter og blæser igennem med fuld styrke, gør det ingen forskel, om scenen vendes til højre eller venstre.

    Tre dage i træk uden nattesøvn. Nu snart mange flere dage med høj musik natten igennem.

    De er ikke glade, og det vil enhver kunne forstå. Enhver vil også kunne forstå, hvis de frygter, at deres boliger bliver nærmest usælgelige.

    Det gælder også mange andre i en større omkreds inden for det absolut støjplagede område — herunder nok også beboerne på bostedet Vejby Bo & Beskæftigelse.

    De bliver ladt i stikken.

    Det kan vi ikke være bekendt. Det er ikke anstændigt.

    Når partipolitiske stemmehensyn vejer tungere end anstændigheden over for de mennesker, der rammes direkte, er noget gået galt.

    SF er åbenbart af en anden mening.

    Nu ved vi det.

    Med venlig hilsen

    En fastboende Vejbyborger

    Hans Christian Orloff Petersen

  2. Kære Hans Christian Orloff Petersen,
    Tak for dit velformulerede svar, som jeg besvarer for sent i forhold til begivenhedernes gang. Jeg vil ikke kaste salt i såret. Men jeg mener sådan set ikke at slaget hverken er tabt eller vundet endnu. Det er truffet beslutning om at begynde en lokalplansproces.

    Når jeg tillader mig at mene noget om musik og forholdene i Vejby så er det bl.a. fordi jeg færdes i Vejby og fordi jeg alle de år MiL har været stor har kunne høre den hjemme fra mig i Tisvilde. Jeg stemte simpelthen mod at flytte festivallen. Jeg har både kunne høre festivalen i Vejby og i Tisvilde. Mange ved også jeg er svært utilfreds med forløbet om lokalplanen i Tisvilde.

    Men allermest ked af det er jeg, og tror jeg alle, over striden om sommeren. Hvorfor skal vi strides hver sommer i en turistkommune?
    I Tisvilde prøvede jeg at tage emnet op og udvide problematikken i Lokalrådet, dengang alle i Tisvilde stort set støttede festivallen. Det skulle også handle om alle de mange andre events. Der er bare trængsel heroppe om sommeren.
    Men kan det virkeligt passe at fastliggere og gæsters yndlingsbeskæftigelse om sommeren er at forberede klager og kampagner mod det ene og det andet?

    Og jo, størrelsen på arrangementet har været et problem. Og selve oplevelsen for den enkelte, hvis man er ked af musik og oplever den som støj.

    Vi kunne også søge en anden vej og jeg har oplevet at byrådet har været kompromissøgende i denne sag.

    Hans Christian Orloff Petersen jeg anerkender dit svar. Jeg beklager hvis du oplever et nederlag her. Der skal træffes beslutninger.

    Vil ville have argumenteret som ovenfor, hvis sagen var kommet i byrådet men det gør plansagen jo en dag når den har været i høring.

    I øvrigt, så jeg mener ikke at vi har stemt særligt stemmeoptimerende i SF. Nogle partier har helt tydeligt optimeret deres mandater i byrådet på ved skaffe opmærksomhed gennem krakilsk debat om musik, turisme og natur. Ærgerligt, synes jeg. Det har mere end noget andet splittet lokalsamfundene – ikke selve musikken. Se eller gense fx det klip hvor jeg i en tale i byrådet indrømmer at jeg synes, festivaller er vigtigere end landskampe for mig. Der er bare ingen der vil lukke landskampene. Men det kommer nok en dag. Det bliver dog ikke mig. Så meget anerkender jeg da de andre.

    Mvh. Jens

  3. Hans Christian Orloff Petersen

    Kære Jens Rane Holck

    Tusind tak for at De gav Dem tid til at besvare min henvendelse, hvor jeg efter evne forsøgt at lufte min bekymring.

    Deres grundige svar har virkelig givet mig grund til ændre mening fra – at være ”bekymret for” – til at ”have tillid til” – at De og Stina Egedius Miller ikke vil tilsidesætte de mange støjplagede borgere, der har været med til at bære debatten, dokumenteret problemerne og lever med konsekvenserne af at placere en festival på en lokation, der hverken trafikal, naturmæssigt eller planmæssigt kan bære den.

    Tak for det

    Med venlig hilsen

    Hans Christian Orloff Petersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *