DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Polariserer Gribskov Landligger Forbund selv debatten om en ny lokalplan ved Vejby Camping ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Mette Tolstrup, 3220 Tisvildeleje.

Polariserer Gribskov Landligger Forbund selv debatten om en ny lokalplan ved Vejby Camping ?

Gribskov Landligger Forbund tager i den aktuelle debat afstand fra, at Gribskov Kommune skal igangsætte arbejdet med en ny lokalplan for Vejby Camping. Som en del af begrundelsen henviser GLF til sin egen undersøgelse fra 2025 om sommerhusejernes ønsker og værdier.

Men når man dykker ned i undersøgelsen, bliver billedet noget mere nuanceret.

GLF oplyser selv, at forbundet består af omkring 100 medlemsforeninger og repræsenterer 8–9.000 sommerhusejere i hele Gribskov Kommune. I undersøgelsen var der cirka 7.800 mulige respondenter.

457 svarede. Det er knap 6 procent.

Det er altså 457 besvarelser, der ligger bag de resultater, som nu trækkes ind i en konkret politisk debat om lokalplan, Musik i Lejet og events.

Svarene er samtidig langt fra entydige. Omkring 20 procent – cirka 91 personer – ønsker få eller ingen regler for støj i dagtimerne. Omkring 5 procent – cirka 23 personer – ønsker slet ingen støjregler og mulighed for fri leg og musik døgnet rundt. Og 15 procent – cirka 69 personer – udlejer deres sommerhus.

Undersøgelsen spørger heller ikke direkte, om medlemmerne ønsker festivaler og events i Gribskov, eller hvilken rolle kultur og arrangementer bør spille i kommunens udvikling.

GLF har samtidig selv skrevet på Facebook:

“Vi har ikke spurgt samtlige grundejere specifikt, om de er for eller imod Musik i Lejet.

Samtidig har medlemmer af grundejerforeninger offentligt skrevet, at de ikke blev spurgt, før deres foreninger underskrev læserindlægget.

En bestyrelse må naturligvis have en holdning og udtale sig på vegne af sin organisation. Men når man henviser til 8–9.000 sommerhusejere i hele Gribskov Kommune og samtidig bruger 457 besvarelser som politisk rygdækning, risikerer man at få bestyrelsens vurdering til at fremstå som medlemmernes samlede holdning.

Det er ikke dokumenteret.

Derfor mener jeg, at Gribskov Landligger Forbunds måde at bruge undersøgelsen og medlemsrepræsentationen på kan være med til at politisere og polarisere debatten om den nye lokalplan ved Vejby Camping.

Hvis man vil vide, hvad medlemmerne faktisk mener om den konkrete udvikling, er løsningen enkel: Spørg dem.

Mette Tolstrup (Pressefoto)

(udgivet d. 24. aug. 2026)

Kommentar

  1. Jens Refsgaard Andersen

    Et glimrende forslag: “At spørge dem”.

    Men se, så forstår jeg så ikke hvorfor afstemninger ikke var en del af programmet for det såkaldte dialogmøde 19. August.

    Et møde hvor de nærmeste beboere var inviteret og tilmed havde investeret tid på deltagelse i mødet – for det må vel være de nærmeste beboere, der er mest påvirket af MiL på Vejby Camping og derfor burde have mest at skulle have sagt.

    Det vil sige online afstemning om:
    1. For eller imod regler for støj for events (…for grundejerforeninger har vel støjregler allerede).
    2. For eller imod mere end “X” antal deltagere på MiL på Vejby Camping
    3. For eller imod senere sluttidspunkt end “XX:XX” for MiL på Vejby Camping
    Osv. osv.

    Og endelig: For eller imod ændring af lokalplanen for Vejby Camping
    (…for nu går den jo “desværre” ikke længere med de årelange midlertidige tilladelser).

    Se dét ville være reelt demokrati i modsætning til de tricks og kneb, som denne kommune benytter sig af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *