DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Svar på SFs Jens Rane Holcks debatindlæg: Langsigtet ansvar frem for kortsigtet retorik

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Svar fra byrådsmedlem Helle Lund (LA) på et debatindlæg fra byrådsmedlem Jens Rane Holck (SF):

Langsigtet ansvar frem for kortsigtet retorik.

Oppositionen efterlyser ærlighed, åbenhed og vilje til at indrømme fejl. Det er værdier, vi alle bør stå på mål for.

Men det er vigtigt, at debatten tager afsæt i fakta.

I Gribskov har vi allerede sat gang i den langsigtede planlægning – både på ældreområdet og på børneområdet. Det arbejde blev påbegyndt i sidste byrådsperiode og er nu ved at vise sin værdi. Netop fordi vi turde se udfordringerne i øjnene og lægge flerårige spor frem for at jagte hurtige løsninger.

Det kan undre, at det arbejde nu omtales som fraværende, når det netop blev igangsat i den periode, hvor vi sad i samme byråd.

Langsigtet planlægning kræver vedholdenhed. Den kræver, at man holder fast, også når det er lettere at tale om alt det, der ikke virker, end at bygge videre på det, der faktisk gør.

At beskrive kommunen som handlingslammet eller styret af skjulte dagsordener bidrager ikke til den tillid, som både medarbejdere og borgere har brug for. Den nye konstituering har haft kort tid, men arbejdet fortsætter – ikke fra et tomt bord, men på et fundament, der blev lagt i fællesskab.

Vi skal naturligvis kunne kritisere hinanden. Men vi skylder borgerne at gøre det på en måde, der styrker kommunen frem for at så tvivl om dens retning.

Gribskov bliver ikke stærkere af dramatiske billeder og forudsigelser om nederlag. Vi bliver stærkere af kontinuitet, ansvar og viljen til at fastholde de langsigtede løsninger, der allerede er sat i gang.

Det arbejde fortsætter.

Helle Lund

Byrådsmedlem (LA)

Helle Lund (LA) (Pressefoto)

Byrådsmedlem Jens Rane Holcks debatindlæg kan læses herunder.

(udgivet d. 11. feb. 2026)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *