Debatindlæg af Tue Villebro, byrådsmedlem for Venstre Gribskov.
Ansvarlig naturpolitik kræver realisme – ikke skyttegrave.
Naturen og klimaet fylder med rette i den lokale debat, og SF’s Jens leverer i sit seneste indlæg en kraftig appel om mere natur, mere klimaansvar og mere handlekraft. Det er gode ambitioner – som jeg deler.
Men hvis vi skal have reel naturforbedring og varige CO₂-reduktioner, er vi også nødt til at tale ærligt om både historikken, realiteterne og retorikken. Her er mit bud på, hvordan vi faktisk kommer videre i Gribskov – med respekt for både naturen og de mennesker, der lever og arbejder i den.
Adgang til naturen – og de beslutninger der reelt påvirker den
Jens indleder med, at “befolkningen skal have adgang til naturen”. Det er jeg faktisk helt enig med ham i. Adgang til naturen er en grundlæggende værdi – både for friluftslivet, for sundheden og for naturens sammenhængskraft.
Det er netop derfor, det undrer mig, at Jens de seneste år har talt så varmt for Naturnationalpark Gribskov, hvor hegningen på 22 kilometer begrænser adgangen markant.
Særligt fordi Jens – ligesom resten af byrådet – selv stemte imod hegnet både i 2020 og 2021, hvor konsekvenserne stod helt klare. Det er værd at holde fast i, når vi nu igen diskuterer adgang og natur.
Hvis man virkelig ønsker mere adgang til naturen, så må det også afspejles i de beslutninger, man bakker op om.
Og hegnet ændrer ikke kun adgangen for mennesker.
Det påvirker også de ægte vilde dyrs naturlige bevægelser. Alle dyr større end rådyr kan ikke passere hegnet, og selv råvildtets bevægelsesmønstre bliver hæmmet. Det svækker naturens sammenhængskraft og de naturlige processer, der er afgørende for en rig biodiversitet.
Dertil kommer dyrevelfærdsaspektet, hvor Naturstyrelsens dispensation fra dyrevelfærdsloven – så der kun skal føres floktilsyn, ikke individuelt tilsyn – giver en reel risiko for dårligere dyrevelfærd bag store hegn. Det er en glidebane, vi skal tage alvorligt.
Det her handler ikke om, hvem der er “mest grøn”.
Det handler om sammenhæng mellem det, man siger – og det, man faktisk beslutter, når det gælder naturens tilgængelighed og kvalitet i Gribskov.
Trepartsaftalen er en trepart – ikke et opgør med bestemte grupper
I sit indlæg kritiserer Jens, at lodsejere og landbrug bliver lyttet til i arbejdet med trepartsaftalen. Men trepartsaftalen bygger netop på, at flere parter skal samarbejde – staten, kommunerne og de berørte lokale interessenter.
Uden dialog kommer vi ingen vegne.
Uden frivillighed får vi ingen lavbundsudtagning.
Uden reelle aftaler får vi ingen CO₂-reduktioner.
Det er ikke ansvarlig naturpolitik at udpege hele grupper som problemet eller foreslå, at man kan “skifte dem ud”. Det skaber mere konflikt – ikke mere natur.
Lavbundsudtagning kræver realisme – ikke symbolpolitik
SF foreslår at udpege alle lavbundsarealer til skitseprojekter uden forudgående dialog med lodsejerne. Det lyder umiddelbart handlekraftigt, men erfaringen fra resten af landet er tydelig:
• Projekter uden frivillighed går i stå.
• Juridiske barrierer trækker årene ud.
• Tillidsbrud skaber modstand frem for løsninger.
Søborg Sø er et fremragende naturprojekt – men også et projekt, der tog over et årti, fordi det skulle gøres ordentligt og i fællesskab. Symbolpolitik skaber ikke natur. Gennemtænkte og forankrede projekter gør.
Klimaet løses med dialog – ikke skyttegrave
Jeg er enig med SF i, at landbruget skal bidrage. Det kommer de også til: CO₂-afgift, N-reduktioner og grøn omstilling er allerede på vej.
Men udsagn om, at landbruget “trænger til et spark bagi”, og forslag om at ignorere lodsejere i udpegninger, skaber kun afstand – ikke løsninger. Vi løser hverken klima- eller naturkrisen ved at grave skyttegrave endnu dybere.
Vi løser dem ved at få flere med. Ikke færre.
Valget kan sagtens være en folkeafstemning om natur – men om hvilken tilgang?
Hvis kommunalvalget på tirsdag skal ses som en folkeafstemning om natur, så lad det være en folkeafstemning om tilgangen:
• Skal naturpolitik bygges på samarbejde eller skyttegrave?
• På realistiske projekter eller symbolpolitik?
• På reel adgang til naturen eller på flere barrierer?
• På sammenhæng mellem ord og handling eller på grøn retorik uden bund?
For mig – og for Venstre – er svaret klart:
Naturen i Gribskov fortjener ordentlighed, faglighed og løsninger, der kan gennemføres i virkeligheden.
Ikke fingerpegning og politiske markeringer, der lyder godt, men sjældent skaber reel natur.
Det er den linje, vi arbejder for.
Det er den linje, jeg står på mål for.
Og det er den linje, der bedst gavner naturen i Gribskov.
(Det omtalte debatindlæg fra Jens Rane Holck (SF) kan læses herunder)
(udgivet d. 14. nov. 2025)