DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

TISVILDELEJE: Kendt festival flytter på højskole

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

WOODstories – Nordkystfortællernes 10. fortællefestival – holdes i Tisvildeleje søndag den 14. juni 2026.

Året efter, at Tisvildeleje sagde farvel til én festival, kan byen nu byde velkommen til en anden. Det er festivalen WOODstories, som i år holdes på Tisvilde Højskole. Festivalen er en stor hyldest til det levende ord og de gode historier. Publikum kan se frem til fire timer spækket med historiefortælling, sang og musik samt trylleri.

Festivalen arrangeres af Foreningen Nordkystfortællerne, som har hjemsted i Tisvilde.

Den første festival blev holdt i 2016 og har siden været holdt på forskellige destinationer i Nordsjælland som en hyldest til den mundtlige fortælletradition. Festivalens navn er inspireret af den amerikanske rockfestival Woodstock, men på den festival, der nu holdes i Tisvilde, er det ord og ikke rock, der rykker.

Festivalen præsenterer ni storytellers, som på skift fylder skolens foredragssal eller have (hvis vejret tillader) med historier, der spænder fra danske og afrikanske eventyr til vandrehistorier, løgne og næsten sande beretninger. Publikum kommer tæt på – både fysisk og følelsesmæssigt – i en intim ramme, hvor fordybelse og fantasi får frit spil.

Internationale og lokale stemmer

Årets gæstefortællere tæller blandt andre:

Coilín ÓhAiseadha fra Dublin – fortæller og folkesanger, der i Irland optræder på gælisk, og som lærte at fortælle historier på dansk, da han som yngre arbejdede i Danmark.

Karsten Mathiasen – kendt som Karsten Klovn fra Cirkus Bella Donna på Tisvilde Kildemarked og  for sine historier om stilladsarbejdere og andre oversete personligheder.

Katrine Løven Jørgensen – med finurlige, underspillede fortællinger, der sender publikum på fantasirejse.

Også blandt de medvirkende fra Nordkystfortællernes egne rækker er der internationale islæt.

Ibrahima Sory Diallo er født og opvokset i Vestafrika. Han kæder sine afrikanske eventyr sammen med trommespil.

Beate Richter, er født i Tyskland, hvor hun også blev uddannet som skuespiller. Hendes speciale er europæiske eventyr, som hun har oversat til flere danske bogudgivelser.

Jürgen Andresen er født og opvokset i Nordtyskland. Han, har en svaghed for historier fra middelalderen samt legender fra blandt andet Frankrig og Spanien.

De tre øvrige fortællere fra Nordkystfortællerne er Karl Erik Frederiksen, Lisbeth Lund og Simon Simonsen, som begyndte at optræde sammen tilbage i 2002 og som tre år efter var med til at stifte Nordkystfortællerne. De har hver for sig et meget stort og blandet repertoire af egne historier – eller omarbejdede historier, de har stjålet fra andre.

Det hele krydres med musik og sange leveret af Nordkystfortællernes egen husmusikant Frede Knudsen.

Dagens konferencier er endnu et af gruppens medlemmer, den internationalt kendte tryllekunstner Kurt Flemming – også kendt fra de over 22 år, han var Bakkens pjerrot. Ud over at skulle introducere de andre optrædende byder han  selv på et trylleshow.

Fra skov og strand

WOODstories har tidligere været holdt ved bredden af Esrum Sø midt i Gribskov, spejderhytterne ved Høbjerg Hegn, i og omkring Naturrum Tisvildeleje, Esrum Møllegård samt senest kulturhuset Kulturværftet/Toldkammeret i Helsingør.

Gennem årene har såvel festivalen som Nordkystfortællernes øvrige arrangementer opbygget et trofast publikum – og billetsalget går ofte stærkt.

I billetprisen indgår et glas bobler, der serveres ved åbningen klokken 13:00, samt kaffe/te og kager undervejs.
 Åbningstalen holdes af Tisvildes kulturmama, tidligere kulturudvalgsformand m.v. Inge Walmar, som har fulgt Nordkystfortællerne gennem alle årene.
Billetsalget sker gennem Tisvilde Højskoles hjemmeside, https://tisvildehoejskole,dk. Billetprisen er sat til 150 kroner for voksne, inklusive de bobler, der serveres under åbningen, samt kaffe/te og kage, som der bydes på undervejs i programmet. Børn under 13 år har gratis adgang.

Praktisk info
Tid: Søndag 14. juni 2026 kl. 13.00–17.00

Sted: Tisvilde Højskole

Pris voksne: 150 kr. inkl. bobler, kaffe/te og kage

Børn under 13 år: Gratis

Billetsalg: https://tisvildehoejskole,dk

Drikkevarer: Vin, øl og øvrige drikke kan købes til højskolens priser

Vejret: Festivalen holdes indendørs, men hvis vejret tillader det, flyttes noget af arrangementet ud i højskolens have.

(udgivet d. 27. maj 2026)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *