Nordkystfortællerne inviterer lørdag d. 21. marts 2026 til intim fortælleforestilling i Gretely i Tibirke i anledning af Verdens Fortælledag.
Oplev magien, når Nordkystfortællerne inviterer til en stemningsfuld fortælleforestilling i Gretely på Tibirke Kirkevej. I anledning af Verdens Fortælledag kan publikum glæde sig til et arrangement, hvor historier og musik flettes sammen under temaet “Lys i Mørket”. Gruppen samler fem dygtige fortællere – Beate Richter, Ibrahima Sory Diallo, Karl Erik Frederiksen, Lisbeth Lund og Simon Simonsen – som hver især bringer deres egne fortolkninger af årets tema til live.
Verdens Fortælledag markeres internationalt hvert år omkring forårsjævndøgnet, hvor storytellers verden over deler historier med et fælles tema. Nordkystfortællernes arrangement finder sted lørdag den 21. marts kl. 15:00-17:00, og her kan man forvente både refleksion, humor og håb, når historierne tager form midt i en tid præget af ufred og klimaforandringer.
Forestillingen krydres med sang og musik leveret af gruppens husmusikant Frede Knudsen, der samtidig inviterer til fællessang. Alt bindes sammen med trylleri og lune replikker fra dagens konferencier, den tidligere Bakkens Pjerrot, tryllekunstneren m.v. Kurt Flemming.
Der serveres kaffe, te, småkager, lidt papvin og vand undervejs – og det hele er inkluderet i billetprisen på 100 kroner for voksne. Billetter kan købes på Nordkystfortællernes side på NemTilmeld.dk: nordkystfortaellerne.nemtilmeld.dk. Børn under 13 år har gratis adgang, men skal tilmeldes via samme link.

Søndag den 22. marts deltager Karl Erik Frederiksen og Simon Simonsen i en fejring af Verdens Fortælledag på Dækket i Kulturværftet, Helsingør. Her kan du også møde fortællere fra Rolling Stories DK/Kronborgfortællerne.
Læs mere om Nordkystfortællerne og Verdens Fortælledag på nordkystfortaellerne.dk
(udgivet d. 9. mar. 2026)