Indlæg af byrådsmedlemmerne Morten Dahlberg og Pia Foght, Socialdemokratiet i Gribskov.
Ramhuset skal fortsat være et sted for fællesskab.
Socialdemokratiet gik til forhandlingerne i Økonomiudvalget med et klart ønske om fortsat at sikre gode rammer for Ramhuset i Ramløse som forenings- og kulturhus med plads til aktiviteter, fællesskab og frivillighed.
Ramhuset har stor betydning for mange borgere i lokalområdet. Det er et sted, hvor mennesker mødes på tværs af alder og interesser, og hvor kultur og foreningsliv er med til at skabe fællesskab lokalt. Derfor har det også været vigtigt for os, at Ramhuset fortsat tænkes ind som en del af kommunens kulturliv.
Resultatet af forhandlingerne blev et kompromis, som vi mener holder døren åben for en langsigtet løsning.
En del af beslutningen i Økonomiudvalget blev :
• at Ramhuset og Ramløse Skole forsøger at være på plads med rokaden pr. 1/8.
• at Ramhusets ønsker om fremtidige rammer indgår i det videre arbejde med kommunens bygninger, så der kan findes langsigtede løsninger for både kultur- og skoleområdet.
For Socialdemokratiet har det været afgørende, at dialogen fortsætter, og at der arbejdes videre med løsninger, som både tager hensyn til skolen og til de mange borgere, der bruger Ramhuset.


(udgivet d. 13. maj 2026)