Jazz i Rågeleje, der hidtil har været noget af et tilløbsstykke, fortsætter succesen. Torsdag den 17. september 2026 har man igen muligheden på restaurant Søstjernen i Rågeleje.
På restaurant Søstjernen er det i år blevet til en hel række aftner i sommermånederne med orkesteret Jazz Malone.
Jazz Malone er et orkester, der henter inspiration fra The Great American Songbook med klassiske jazzstandards fortolket med nærvær, varme og personlighed.
Man kan bestille mad og spise inden musikken begynder, men man kan også komme senere og nyde et glas til den medrivende jazz.
Jazz Malone er et stemningsfuldt jazzorkester med sangerinden Malene Falck i front. Malene, som selv bor i Rågeleje, har i årtier været et kendt ansigt i Nordsjælland, hvor hun solo og i adskillige bands har fortolket folk, viser og jazz.
Med sig på Restaurant Søstjernen har hun to andre lokale, Thomas Halfdan (piano) og Peter Lund Frandsen (tenorsax). Desuden består orkestret af Klavs Højberg-Pedersen (kontrabas) og Niels Bjerre-Poulsen (trommer).
Musikken bevæger sig elegant mellem swing, blues og soul – fra intime ballader til medrivende rytmer med masser af spilleglæde.
Men husk at bestille bord, hvis I vil spise inden musikken!

Jazz Malone (Pressefoto)
(udgivet d. 1. sep. 2026)