DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Ny undersøgelse: Over 2.000.000 danske hjem har nu røgalarmer – de unge mangler

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

PRESSEMEDDELELSE: Danskerne forebygger brandulykker som aldrig før: Over 2.000.000 danske hjem har nu røgalarmer.

Med vintermørket, juletiden og tændte stearinlys går vi højsæsonen for boligbrande i møde. Det er derfor meget glædeligt, at en ny undersøgelse fra TrygFonden og Beredskabsstyrelsen viser, at flere danskere end nogensinde har sikret deres hjem med røgalarmer. Men særligt de unge og folk i etageejendomme halter stadig efter, selvom det hos langt fra dem alle skyldes et bevidst fravalg. Derfor opfordrer TrygFonden nu danskerne til at hjælpe hinanden med at få opsat røgalarmer i alle hjem og dermed gøre den mørke tid, hvor corona-restriktioner måske kalder på et ekstra behov for stearinlys og hygge, mere brandsikker.

Hvert år rykker brandvæsenet ud til ca. 3.900 brande i private boliger, og december er den måned på året med allerflest brande. I 2019 mistede 49 personer livet i boligbrande i Danmark, og i langt de fleste tilfælde skete det i hjem, hvor der ikke var opsat røgalarmer. Derfor vækker det glæde hos TrygFonden, at en ny befolkningsundersøgelse viser, at der i dag er mindst én røgalarm i 75 pct. af danskernes private hjem. Det er det højeste antal nogensinde.

– Det er yderst positivt, at vi kan se en stigning i antallet af boliger med røgalarmer, og vi håber, at udviklingen vil fortsætte, da røgalarmer giver tryghed og kan redde liv. Men en fjerdedel af befolkningen halter desværre stadig efter, når det gælder røgalarmer i hjemmet. Det er særligt unge i alderen 18-34 år, som ikke har røgalarmer, men ofte er det ikke et bevidst fravalg. Mange ved ikke, hvorfor de ingen røgalarmer har, mens andre har en røgalarm liggende derhjemme, som de bare ikke har fået sat op, siger René Højer, programchef i TrygFonden, og fortsætter:

– I dag bor knap én ud af tre unge uden en røgalarm. Vi ved godt, at unge på mange forskellige områder bombarderes med budskaber om forebyggelse. Men vi har lavet nogle små film, der skal minde de unge om, at det kun tager 10 sekunder at sætte en røgalarm op. Det, tror vi på, kan have en effekt. Og så kan man måske forestille sig, at personer omkring de unge – det kan fx være forældre, bedsteforældre eller andre – kan hjælpe med at få hængt en røgalarm op. Det er en meget simpel og billig måde at gøre en kæmpe forskel på for dem, man holder af.

Udover unge mennesker er det ofte folk i lejligheder, som bor uden røgalarmer. Når man bor meget tæt på andre, er det ikke kun ens egen adfærd – men også adfærden hos ejendommens andre beboere – der kan føre til brand. En røgalarm kan øge trygheden, da den ikke alene advarer om brand i egen lejlighed, men også i lejlighederne omkring, og man vil måske endda have mulighed for at advare andre i opgangen.

Levende lys er den hyppigste årsag til brand
Det er hyggeligt med levende lys i vintermørket, men de er også årsag til hver tredje brand i private boliger. Derfor er der god grund til at være særligt opmærksom på brandfare i de kommende måneder. Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen, uddyber:

– Der skal ikke mere end et øjebliks uopmærksomhed til. Et stearinlys kan fx vælte og sætte ild til gardinet, og får man lagt spækbrættet på den varme kogeplade, er der risiko for, at det antænder. Den nye undersøgelse viser, at der hvert år opstår ca. 60.000 såkaldte ”happy fires” i private hjem, dvs. brande, som beboerne slukker uden brandvæsenets hjælp. Det viser, at der er god grund til at sikre sig med røgalarmer, der kan advare om brand, men også at have fx en brandslukker eller vand i nærheden, når man tænder levende lys, siger Mads Dalgaard.


Mange opfatter ikke brand i hjemmet som en stor risiko, og ofte er det først, når man har oplevet brand i eget hjem eller hos nogle tæt på, at man finder ud af, at det kan ske. Selvom stadigt flere hjem får røgalarmer, er der altså fortsat behov for at oplyse danskerne om risikoen for brand og vigtigheden af røgalarmer og ikke mindst jævnligt at tjekke, om de virker.

Mads Dalgaard opfordrer desuden til, at man i husstanden taler om, hvordan man undgår brand, fx ved aldrig at lægge ting fra sig på komfuret, blive i køkkenet, når man tilbereder mad, og slukke levende lys, når man forlader et lokale.

Siden 2014 har TrygFonden delt 140.000 gratis røgalarmer ud til danskerne for at øge andelen af husstande, der har røgalarmer. Lige nu opfordrer TrygFonden gennem en målrettet kampagne de unge til at få sat en røgalarm op i deres hjem, og hvis de mangler en røgalarm, kan de bestille den på Tryghed.dk.

Om Brandundersøgelsen 2020
TrygFonden har i samarbejde med Beredskabsstyrelsen i sommeren 2020 gennemført en befolkningsundersøgelse om brandsikkerhed i private boliger. 3.914 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18-85 år har deltaget i undersøgelsen, der er gennemført af Epinion. Læs rapporten fra 2020 her.


De hyppigste årsager til brand i hjemmet

·         Levende lys, herunder lys på juletræ eller i dekoration – 33 pct.

·         Elektriske apparater (kogeplade, brødrister, hårtørrer, mobiloplader m.v.) – 17 pct.

·         Glemte brandbare ting på komfur eller brødrister – 12 pct.

·         Ild i en gryde – 11 pct.

·         Grill – 9 pct.

Kilde: Brand og røgalarmer i danske hjem, 2020


Gode råd til at nedbringe risikoen for brand i hjemmet

  • Opsæt én eller flere røgalarmer i hjemmet
  • Gå aldrig fra tændte, levende lys: ”Den, der tænder, slukker.”
  • Tjek, at ledninger til elektriske apparater er intakte, og kassér apparaterne, hvis de lugter brændt
  • Stil aldrig brandbare ting fra dig på komfuret
  • Bliv i køkkenet, når du tilbereder mad på komfuret


Fakta om brande og brandsikkerhed

  • 75 pct. af de danske hjem – svarende til ca. 2 mio. hjem – har én eller flere røgalarmer. Det er 100.000 hjem mere end i 2014.
  • Omkring 340.000 danskere har inden for de seneste fem år oplevet brand i egen bolig. I knap 9 ud af 10 tilfælde slukkede man branden selv.
  • I 2019 omkom 49 personer i en brand i Danmark, hvilket er det laveste antal i flere årtier. Det er særligt ældre og sårbare, som mister livet i brande i Danmark.
  • ”Brandsikker Bolig” er et projekt, der skal styrke brandsikkerheden i private boliger og mindske antallet af dødsbrande. Konkret tilbyder Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber i samarbejde med TrygFonden og Kommunernes Landsforening, at bl.a. ældre og udsatte borgere kan få et gratis brandforebyggende besøg i hjemmet.

Fakta om røgalarmer

  • De fleste brande kan forebygges gennem viden og rigtig adfærd. Røgalarmer er effektive i forhold til at begrænse en brand og redde liv.
  • Røgalarmer holder vagt døgnet rundt og reagerer på røgudvikling. Også mens du sover.
  • En røgalarm skal sidde i loftet – helst midt i loftet. Ved skrå vægge eller loft til kip skal røgalarmen placeres 1 meter fra det højeste punkt, stadig så vidt muligt midt i rummet.
  • Større boliger og boliger i flere etager bør have mere end én røgalarm.
  • En røgalarm bør testes en gang om måneden. Bare tryk på testknappen – hvis røgalarmen bipper, virker den stadig.
  • I dag kan man købe røgalarmer, hvor batteriet holder i 10 år. Alarmen bør dog stadig testes løbende.
  • En røgalarm kan monteres med skruer eller sættes fast med dobbeltklæbende tape.
  • En røgalarm bør rengøres en gang om året med fx en støvsuger eller en fugtig klud.

Om TrygFonden

TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger. Læs mere på www.tryghed.dk

(d. 19 nov. 2020)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.