Jeg har i den seneste tid med stigende bekymring fulgt med i, hvordan tonen i debatten om vores børneområde har udviklet sig. En lille gruppe mennesker skriver igen og igen meget grove og uretfærdige ting om vores administration – og beskylder dygtige medarbejdere for de værste motiver, skriver byrådsmedlem Lars Nielsen (C) i en pressemeddelelse.
Det er helt urimeligt.
Vores medarbejdere arbejder hver eneste dag for at skabe de bedste forhold for børn, forældre og institutioner. De tager ansvar, viser engagement og prøver at finde løsninger i et komplekst område med store krav og forventninger. De fortjener respekt – ikke mistænkeliggørelse.
Selvfølgelig sker der fejl, og det anerkender jeg fuldt ud. Men måden at rette fejl og udvikle området på er ikke ved at gå til angreb i pressen eller på sociale medier med grove udtalelser om, hvor forfærdelige vores medarbejdere og politikere skulle være.
Måske burde den lille gruppe borgere overveje, hvordan det føles for en medarbejder at blive angrebet så voldsomt – og hvilke konsekvenser det har for arbejdsglæden og for vores mulighed for at tiltrække nye dygtige medarbejdere til kommunen. For fortsætter man med at angribe vores medarbejdere på så hård en måde, så risikerer vi i sidste ende, at vi slet ikke kan fastholde eller rekruttere folk. Og hvad gør vi så?
Som folkevalgt er jeg selvfølgelig vant til debat og kritik – det hører med. Men når tonen bliver personlig og hård, og når der spredes beskyldninger uden hold i virkeligheden, så krydser man en grænse. Det hjælper ingen – og det skader den tillid, vi alle har brug for, hvis vi skal løse opgaverne sammen.
Jeg vil gerne opfordre til, at vi alle – borgere, politikere og medarbejdere – holder fast i en saglig og respektfuld dialog. Vi må kunne være uenige uden at blive ubehagelige.
Børneområdet fortjener en ordentlig debat, baseret på fakta og samarbejde – ikke på beskyldninger og hårde ord.
Og til jer medarbejdere vil jeg bare sige:
Det er en lille gruppe borgere, som ingen midler skyr i deres kamp. Men husk, at det store flertal blandt både borgere og politikere står bag jer. Lad os sammen se fremad – og lad os sammen arbejde for at gøre vores kommune endnu bedre.

(udgivet d. 14. nov. 2025)