DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Konservative: Borgernes stemme gør en forskel i Ørby 

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Det Konservative Folkeparti i Gribskov glæder sig over, at Plan-, Miljø- og Klimaudvalget nu lægger op til en markant mindre udbygning på Ørby Gade 3 i Ørby, skriver Det Konservative Folkeparti i Gribskov i en pressemeddelelse. 

Det oprindelige projekt indeholdt planer om op til 22 rækkehuse. Efter den forhøring, der har været blandt borgerne, arbejdes der nu videre med et projekt på cirka 12 boligenheder, og det samlede byggeri reduceres også i omfang. 

Vi ser det som et tydeligt eksempel på, at borgerinddragelse virker, og vi er glade for, at der bliver lyttet til de mange borgere i Ørby, som har engageret sig i sagen. Når så mange borgere i en lille landsby giver deres mening til kende, er det vigtigt, at vi som politikere tager det alvorligt, og lytter. 

Samtidig er det vigtigt at huske, at der i denne omgang kun har været tale om en forhøring – altså et tidligt skridt før den egentlige høringsproces. 

I Det Konservative Folkeparti har vi længe ønsket, at forhøringer bliver brugt i højere grad. Det giver både politikere og borgere et tidligt billede af, hvad der er politisk muligt, og hvor der kan opstå udfordringer. 

Netop derfor er det positivt, at forhøringen ser ud til at virke efter hensigten. Når dialogen tages tidligt i processen, undgår vi at bruge unødvendig tid og ressourcer, både hos udvikleren og i kommunens administration, på projekter, som der måske alligevel ikke er politisk opbakning til. 

I Det Konservative Folkeparti bakker vi op om udvikling i kommunens landsbyer, men understreger samtidig, at den skal ske i respekt for lokalsamfundene og i en skala, der passer til området. 

Ørby er en lille landsby, og derfor er det vigtigt, at udviklingen sker med omtanke. Vi ser frem til det videre arbejde med lokalplanen og til at finde en løsning, hvor der både er plads til udvikling og respekt for Ørbys særlige landsbymiljø.

(udgivet d. 5. mar. 2026)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *