DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

HELSINGE: Første spadestik er taget til nyt friplejehjem i Gribskov Kommune

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Der er for få plejehjemsboliger i forhold til behovet i fremtiden. Derfor var borgmester Bent Hansen glad for at tage første spadestik til Gribskovs nye friplejehjem Helene Mariehjemmet i Troldebakkerne.

I løbet af det kommende årti vil befolkningsgruppen på 80+ vokse med ca. 160.000 personer. Det betyder, at der aktuelt er for få plejehjemsboliger i forhold til fremtidens behov.

Derfor var der god stemning, da den første spade blev stukket i den kolde jord til Gribskov Kommunes nye friplejehjem Helene Mariehjemmet, der vil stå indflytningsklar i Troldebakkerne i 2023.

Fra venstre: Rikke Ulslev Degn, Head of Development and Construction på NREP’s Care-område.
Malene Størup, direktør for Mariehjemmene. Borgmester Bent Hansen (V), Gribskov Kommune.
(pressefoto: NREP)

Det første spadestik var arrangeret af ejendomsudvikleren på projektet, NREP. Blandt de fremmødte var borgmester Bent Hansen og formand Helle Lund fra udvalget for Ældre, Social og Sundhed.

Borgmesteren tog sit første spadestik

Bent Hansen, der tog sit allerførste spadestik som borgmester, ser friplejehjemmet som en oplagt tilføjelse til Troldebakkerne:

”Det glæder mig, at vi får et nyt plejehjem her i Gribskov. Og med et privatbygget og senere privatdrevet friplejehjem øger vi borgernes frihed til at vælge, hvor de gerne vil bo,” forklarer Bent Hansen, der også sætter pris på, at de grønne løsninger prioriteres på friplejehjemmet:
”Det er afgjort et plus, at NREP, der står for byggeriet, har fokus på klimabelastningen. Det er nemlig vigtigt for os her i Gribskov Kommune”.

Bent Hansen (V) Borgmester, Gribskov Kommune (pressefoto)

Friplejehjemmet er nyt – men bag samarbejdet står en gammel kending

Det nye friplejehjem vil slå dørene op til boliger med moderne energi- og indeklimaløsninger i 2023. Men selvom løsningerne er moderne, kommer samarbejdet til at være med en gammel kending.

Det er nemlig Mariehjemmene, der i forvejen driver friplejehjemmet Ellen Mariehjemmet i Gilleleje, der også skal stå bag driften af det nye Helene Mariehjemmet. Det er et samarbejde, som formand for Ældre, Social og Sundhed Helle Lund ser frem til at fortsætte:

”Vi har i forvejen et godt samarbejde med Ellen Mariehjemmet i Gilleleje, så vi glæder os meget til at se, hvordan det nye plejehjem kommer til at blive en del af lokalsamfundet her i Helsinge og Troldebakkerne” fortæller Helle Lund.

Og netop samarbejdet med lokalmiljøet har været vigtigt for udformningen af plejehjemmet. Det forklarer Rikke Ulslev Degn fra NREP, der også var mødt op for at stikke spaden i jorden:

”Det bliver et bæredygtigheds-certificeret byggeri med gård- og sansehaver. Der er lagt stor vægt på fællesskab og aktivitetsmuligheder for at understøtte et indholdsrigt liv for beboerne – blandt andet gennem inklusion af lokalsamfundet,” afslutter Rikke Ulslev Degn.

(udgivet d. 24 jan. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *