Litterære godbidder på Helsinge Bibliotek.
Som et nyt tiltag inviterer Helsinge Bibliotek til litterær salon, hvor personale fra Helsinge Bibliotek i selskab med forskellige læsere fra lokalområdet fortæller om bøger, der har gjort indtryk på dem.
Første litterære salon afholdes onsdag 27. februar kl. 18.00-20.00 på Helsinge Bibliotek. Salonens to gæster er denne gang boghandler Carsten Schwartz fra Arnold Busck i Helsinge, der præsenterer en bred vifte af litteratur. Carsten medbringer desuden et mindre udvalg af bøger, så der er mulighed for et godt køb. Den anden gæst er Luise Gomard, der er museumsdirektør for Rudolph Tegners Museum i Dronningmølle. Luise Gomard vil blandt tale om sin egen bog ”Tegner -100 år i Rusland”
Den litterære salon byder desuden på præsentation af ny litteratur med USA som omdrejningspunkt, lyrik og Inger Christensen, Rusland i litteraturen, smagsprøver fra fantasy- og krimigenren med mere.
Arrangementet afholdes i musikafdelingen i biblioteket, hvor der også er mulighed for at nyde en sandwich. Det er gratis at deltage, men tilmelding på www.gribskovbib.dk er nødvendig af hensyn til traktement.