Byrådsmedlem Betty Schachtschabel (V) har fremsendt redaktionen den budgettale, som hun på Venstres vegne har fremført i byrådssalen torsdag d. 9. oktober 2025 ved 2. behandlingen af budgettet.

Venstres budgettale
Venstres byrådsgruppe er glade for at alle partier har underskrevet denne budgetaftale, hvor processen er ledet af vores borgmester Bent Hansen, med støtte fra alle partier i byrådet. Dette samarbejde skaber stabilitet og en solid platform for de kommende år, når et nyt byråd træder til efter nytår for at implementere aftalen.
At lave en budgetaftale er som at lægge et stort puslespil, hvor der gives og tages. Vi er stolte af aftalen, der afspejler mange af Venstres centrale mærkesager, herunder økonomisk ansvarlighed, nærhed og respekt for lokalsamfund, samtidig med at der er blevet plads til mange andre tiltag.
Det er vigtigt for os at skabe de bedste vilkår for børn og unge. I Venstre glæder vi os over, at vi tilfører 18 millioner kroner til kvalitetsprogrammet for folkeskolen, 21 millioner kroner til renovering og vedligeholdelse af skoler og daginstitutioner, og sikrer, at gevinster fra specialområdet går direkte tilbage til almenområdet.
Det betyder, at flere børn kan inkluderes i fællesskabet som led i den store omstrukturering af 0-18-års-området, som Venstre har været med til at tage initiativ til.
Derudover glæder det os også, at der er afsat væsentlige beløb til stier og cykelstier, som kan placeres i lokalsamfund og sikre sikker skolevej til vores børn og unge.
Den ældre generation har været med til at opbygge det samfund, vi står på i dag, og derfor er det afgørende, at vores ældre borgere får den omsorg, tryghed og støtte, de har brug for i hverdagen.
Ældre-, social- og sundhedsområderne er nogle af de største og mest betydningsfulde velfærdsområder, og i Venstre prioriterer vi dem højt. Vi er rigtig glade for, at der er sat midler af til den nye Ældrelov og Sundhedsreform, som vil skabe bedre sammenhæng og mere nærhed i indsatsen over for den enkelte borger.
I Venstre er vi også særligt glade for, at der sættes ekstra fokus på at styrke indsatsen omkring demenspleje og på helhedsorienterede løsninger, der tager udgangspunkt i det hele menneske – og giver mere frit valg. Dette inkluderer både sundhed, social trivsel, psykisk velvære og livskvalitet. Alt det, der er en del af det gode seniorliv.
I Venstre er vi glade for, at der også tages et stort ansvar for natur og klima. For Venstre er det ikke kun symbolpolitik. Vi har igangsat en ambitiøs spildevandsplan i Gribskov og vil samarbejde med Hillerød og Halsnæs om et fælles kommissorium – begge dele vigtigt skridt mod at sikre en ren Arresø og forbedre vandmiljøet i Gribskov. Desuden virker vi for den grønne omstilling og klimatilpasning med de muligheder der er. Vi gør det for at skabe en bæredygtig fremtid for kommende generationer. Vi kan ikke være andet bekendt.
Idræt og frivillighed opnår også nye midler. Vi afsætter 5,5 millioner kroner til idrætsfaciliteter, styrker foreningsservicen og prioriterer både bredde- og eliteidræt, inklusive støtte til Nordsjællands Håndbold. Derudover er der midler til Kulturhavnen Gilleleje, en landsbypulje til fællesskabsfremmende aktiviteter, der indføres en byforskønnelsespris, penge til Veterantoget i Græsted og penge til forsamlingshuse. Endvidere har vi fundet midler til Gribskov Erhverv og Turisme.
Det er vigtigt at understrege, at de penge, der er afsat i puljer, for en stor dels vedkommende kommer i spil til de forslag til initiativer, der indsendes til relevante udvalg. Så via råd og foreninger kommer en del af puljepengene i spil til glæde og gavn for mange lokalsamfund.
Vi lever i en usikker tid med uro i Europa og andre dele af verden. Som kommune har vi været afventende på retningslinjer og anbefalinger fra statslig side. Der er i budgetaftalen blevet afsat betydelige midler til beredskabet, hvilket er et vigtigt skridt, for at vi kan passe godt på de borgere, der er i vores varetægt i en nødsituation.
Der er ligeledes stigende krav til it-sikkerhed, og der findes fortsat væsentlige potentialer for yderligere digitalisering af arbejdsgange samt forbedring af selvbetjeningsløsninger til borgerne. Venstre værdsætter den opbakning, der er givet til at øge ressourcerne indenfor dette område.
Venstre lægger vægt på, at budgetlægningen altid foretages med fokus på økonomisk ansvarlighed. Partiet respekterer både service- og anlægsrammerne.
Venstre arbejder for solid økonomistyring, herunder en robust kassebeholdning, der muliggør gældsreduktion—på trods af, at Gribskov Kommune årligt betaler mellem 350 og 400 mio. kr. til andre kommuner. En sund økonomi danner grundlag for stærke fællesskaber samt investeringer i børn, erhvervsliv, kultur og natur, hvilket bidrager til et godt liv i Gribskov.
Afslutningsvis vil vi gerne rette en stor tak til samtlige partier for en respektfuld og konstruktiv proces samt til administrationen og de mange medarbejdere for deres betydelige indsats i forbindelse med årets budgetarbejde. Vi værdsætter den støtte, vejledning og hjælp, som har bidraget til udarbejdelsen af dette års budget.
På denne baggrund indstiller Venstre, at budgettet godkendes.
(udgivet d. 9. okt. 2025)