DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Nye løsninger på bordet: Temaudvalg om fremtidens velfærd samler inspiration til prøvehandlinger

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Politikerne i temaudvalget ”Sammen om fremtidens velfærd” fik masser af ideer med hjem, da de mødtes med kommunale medarbejdere om nye måder at løse kommunens velfærdsopgaver på. Ideerne fra blandt andet medarbejderne skal munde ud i 4-6 konkrete prøvehandlinger.

Kommunernes økonomi er presset, også i Gribskov Kommune oplever man, at det bliver stadig sværere at rekruttere den nødvendige arbejdskraft på velfærdsområderne. Der er derfor brug for at tænke i nye løsninger og nye måder at løse opgaverne på. Temaudvalget ”Sammen om fremtidens velfærd” er i gang med at indsamle ideer fra både medarbejdere, ledere, og de politiske fagudvalg. For nylig mødtes udvalget med medarbejdere og ledere, blandt andet fra kommunens velfærdsområder, for at få inspiration.

(Pressefoto: Gribskov Kommune)

Formand for temaudvalget Trine Egetved fortæller:
”Som temaudvalg kan vi arbejde på andre måder end vi gør i fagudvalgene, og det giver os en stor frihed. Vi har for eksempel afholdt en workshop med 30 kommunale medarbejdere og ledere fra forskellige fagområder. Her fik vi politikere et fantastisk indblik i de ideer og forslag som medarbejderne selv har til, hvordan vi kan løse opgaverne på nye måder og mere effektivt. Og forslagene gik på mange forskellige ting. Blandt andet at indføre robotstøvsugere og andet velfærdsteknologi, forenkle dokumentation, ændre borgernes første møde med kommunen og give medarbejderne tæt på borgerne mere frihed på områder, hvor der er tunge administrative processer. Vi har også haft bedt kommunens MED-system om at komme med ideer, og har fået en masse gode ting fra den kant også, samt bedt nogle af vores fagudvalg om input. Parallelt med dette, er vi gået i dialog med forskellige foreninger og frivillige, som har aktiviteter indenfor velfærdsområdet, om deres syn på det at løfte velfærdsopgaver. Vi fortsætter dialogen med forskellige parter efter sommerferien, og vi glæder os til det videre arbejde i udvalget.”

Trine Egetved (C) (Pressefoto)

Udvælgelse af prøvehandling
Temaudvalget skal i løbet af det næste års tid igangsætte en række prøvehandlinger, der skal give mulighed for at afprøve nye måder at arbejde på, nye løsninger og samarbejder eller lignende. Formålet er at finde ud af om det virker, og om det reelt kan føre til, at opgaverne kan løses med færre hænder eller for færre midler.

Næstformand Mathias Arnvig Zilberberg, fortæller om sin oplevelse af udvalgets arbejde indtil videre:
”Vi har fået virkelig mange gode forslag og ideer fra alle dem, vi har været i kontakt med indtil nu. Det svære bliver at vælge, hvad vi vil lave prøvehandlinger på. Vi skal sætte fire til seks prøvehandlinger i gang, nogle af dem kan sættes i gang hurtigt og uden for meget forudgående analyse, andre kan være mere langsigtede og kræver mere forberedelse. Vi har lidt penge, vi kan bruge på prøvehandlinger, men ikke penge til indkøb af for eksempel velfærdsteknologi i større udstrækning. Men mange af de ideer og input vi har fået, kræver heller ikke store investeringer. Det kræver ændringer i procedurer og arbejdsgange, interne regler mv. Ud over det vi kan sætte i gang i regi af temaudvalget, vil administrationen også arbejde videre med de mange forslag. I temaudvalget er vi rigtig glade for det engagement vi møder både internt og blandt de frivillige og glæder os til det videre samarbejde.”

Mathias Arnvig Zilberberg (Løsgænger) (pressefoto)

Efter sommerferien vil temaudvalget indkredse, hvad de i første omgang vil igangsætte prøvehandlinger på, og går i dialog med de fagpersoner, fagudvalg, foreninger osv., som er relevante at inddrage.

Om temaudvalget
Temaudvalget ”Sammen om fremtidens velfærd” er sat i verden for at understøtte kommunens arbejde med at finde nye løsninger. Udvalget skal fungere frem til udgangen af 2025. Det er et såkaldt § 17. stk. 4-udvalg, som er et politisk ad hoc-udvalg, der kan arbejde rådgivende og på tværs af fagudvalgene. Et temaudvalg kan indsamle viden, invitere forskellige grupper til dialog og samarbejde og sætte prøvehandlinger i gang, som kan være med til at bane vejen for nye løsninger.

Temaudvalget består er:

Trine Mette Egetved-Sørensen (C) formand

Mathias Arnvig Zilberberg (løsgænger) næstformand

Tue Villebro (V) 

Helene Elisabeth F Gerlykke-Dohn (C)

Astrid Franklin Recinella (NG)

(udgivet d. 15 jun. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *