DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Nye ledelsesfællesskaber på dagtilbudsområdet

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

For at sikre bæredygtige pasningstilbud i lokalområderne har byrådet besluttet at etablere nye ledelsesfællesskaber mellem daginstitutioner i Blistrup og Gilleleje samt Vejby og Helsinge. Børn og forældre vil fortsat have deres dagligdag i de institutioner og med det pædagogiske personale, som de kender i dag.

Byrådet har på byrådsmødet den 10. marts 2026 vedtaget Børne, Skole & Ungeudvalgets anbefaling om at samle ledelsen i Børnehuset Brumbassen i Blistrup med Gilbjerg Børnehuse i Gilleleje og ledelsen i Skt. Helene Børnehus i Vejby med Helsinge Børnehuse i Helsinge.

Der er alene tale om en organisatorisk ændring. Institutionerne vil hverken lukke eller flytte.

Sammenlægningen vil formelt træde i kraft den 1. august 2026.

Formålet med sammenlægningen er at skabe et administrativt og ledelsesmæssigt fællesskab mellem børnehusene.

Beslutningen er truffet på baggrund af faldende børnetal i lokalområderne og et ønske om at sikre en mere bæredygtig organisering af dagtilbudsområdet, så mindre institutioner fortsat kan bestå lokalt og samtidig få adgang til større faglige fællesskaber og mere robuste rammer.

Formand for Børne, Skole og Ungeudvalget, Astrid Recinella, uddyber:

”Det er afgørende for os, at børnenes og forældrenes hverdag forbliver uændret. Vi laver et administrativt fællesskab, som skal styrke ledelse, faglig sparring og ressourceanvendelse uden at gå på kompromis med trygheden,” siger hun.

Astrid Recinella (NG) (Pressefoto)

Fokus på medarbejdernes trivsel
For Børne, Skole & Ungeudvalget er det en topprioritet at inddrage og lytte til de forskellige perspektiver, som medarbejderne i de fire børnehuse giver udtryk for.

Medarbejderne har i overvejende grad taget godt imod beslutningen, men der er også medarbejdere, som har ytret ønske om at fortsætte i den nuværende organisering.

Børne, Skole & Ungeudvalget anerkender medarbejdernes engagement og stolthed, som er kendetegnende for børnehusene, og det skal fastholdes, fortæller Astrid Recinella.

”Det er ikke let at træffe beslutninger, der indebærer forandringer. Vi er fuldstændig klar over, at nogle foretrækker den nuværende organisering. Det har vi stor forståelse for. Det er en vigtig del af fundamentet i vores dagtilbud, at medarbejderne er glade for deres arbejde, og målet med sammenlægningen er at bygge ovenpå på det. I et større fagligt fællesskab får medarbejderne bedre muligheder for sparring, fælles udvikling og faglig fordybelse, og det vil i sidste ende komme børnene til gode,” siger hun.

Samme pasningsmuligheder i ferieperioder
Mulighederne for pasning i lokalområderne i ferieperioder forbliver de samme efter sammenlægningen, hvor daginstitutionerne almindeligvis samler pasningstilbuddet på færre matrikler. Forældre til børn i daginstitutioner i Blistrup eller Gilleleje skal derfor ikke køre langt for at få deres barn passet i ferieperioder.

Gilbjerg Børnehuse og Helsinge Børnehuse, der består af flere selvstændige afdelinger med hver sine daglige ledere, får med Børnehuset Brumbassen og Skt. Helene Børnehus endnu en afdeling ind i det administrative fællesskab.

Deres bidrag i sammenlægningen er ifølge næstformand for Børne, Skole & Ungeudvalget, Morten Dahlberg, vigtig at anerkende:

”Vi vil gerne anerkende de institutioner, der nu påtager sig opgaven med at modtage en ny afdeling. Det er et vigtigt bidrag til at skabe stabilitet og sammenhængskraft på hele dagtilbudsområdet. Når større institutioner hjælper mindre enheder ind i et fællesskab, er det med til at sikre tryghed og kvalitet for alle børn og familier,” siger han.

Morten Dahlberg (A) (Pressefoto)


Forældrebestyrelser og medarbejdere i de berørte daginstitutioner bliver i den kommende periode inddraget i sammenlægningsprocessen for at sikre en god proces hele vejen rundt.

(udgivet d. 10. mar. 2026)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *