DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Nordsjællands Naturskole og Nordkystfortællerne viser vej til en lysere tid 

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Nordsjællands Naturskole og Nordkystfortællerne viser vej til en lysere tid. 
Det første af i alt syv arrangementer er en juletur i Aggebo Hegn d. 28 december 2021, hvor man kan se og mærke, at dagene allerede er blevet længere. Arrangementerne kan i øvrigt afvikles helt inden for de gældende corona-restriktioner, står der i pressemeddelelsen.

Det er ikke alt kulturliv, der må indstilles på grund af Coronarestriktioner. Allerede tirsdag 28. december inviteres voksne med eller uden børn på en oplevelsestur, hvor der både bydes på naturformidling og historiefortælling samt hygge og spisning ved en overdækket bålplads. 

Det er det første af i alt syv arrangementer med fællestitlen “Dagene længes – lyset bryder frem,” som fortællergruppen Nordkystfortællerne og Nordsjællands Naturskole indbyder til frem til årets længste dag 21. juni 2022. Arrangementerne holdes en gang om måneden på forskellige lokaliteter inden for Nationalpark Kongernes Nordsjællands område. Hvert sted har deres specielle kulturhistorie og biotop, som der vil blive fortalt både sagligt og usagligt om. Hver gang skal publikum møde op cirka en time før solen går ned, og arrangementet slutter først, når stjernerne hænger på himlen.  

Alle arrangementer afvikles i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes Corona-restriktioner.  

Det første arrangement – tirsdag 28. december – holdes i Aggebo Hegn mellem Valby og Græsted. Her skal publikum møde op på p-pladsen på Aggebo Skovvej klokken 14:30, hvor lederen af Nordsjællands Naturskole Niels Henriksen tager publikum med på en kort skovvandring. Her vil han fortælle og vise, hvordan det kan ses og mærkes i naturen, at vi er på vej mod lysere tider, selv om dagen denne dag kun er tiltaget med tre minutter i forhold til vintersolhvervet. Turen slutter ved Kulsvierhytten, hvor medlemmer af naturskolens juniorangers har tændt op i bålet og gjort klar til tilberedning af et lille traktement.  
Under spisningen vil medlemmer af Nordkystfortællerne underholde med historiefortælling inspireret af årstiden og området, hvor arrangementet foregår. Ved det første arrangement er det Simon Simonsen og Karl Erik Frederiksen, som står for historiefortællingen. Arrangementet ventes at slutte cirka 18:00. 

Alle turene slutter ved en bålplads, hvor der bydes på bålmad og historiefortælling.
Her er det naturskolers leder Niels Henrik, som fortæller ved et tidligere arrangement (Pressefoto)
Simon Simonsen – bidrager med trommespil og historiefortælling (Pressefoto)
Karl Erik Frederiksen – fortæller skrøner og andre historier (Pressefoto)

Billetsalget til alle arrangementer foregår via Nationalpark Kongernes Nordsjællands portal:  
www.nationalpark-kong-nord.nationalparkbooking.dk  

Foreløbig er det kun de fire første ture, der udbydes og sælges billetter til. Det drejer sig om:  

Tirsdag 28. december 14:30 -18:00, P-pladsen Aggebo Skovvej, 3230 Græsted  
Fredag 28. januar 16:00 -19:00, Vandkalven ved Asserbo Slotsruin  
Tirsdag 22. februar 17:00 – 20:00, Kongens Bøge Gribskov/Esrum Sø  
Tirsdag 29. marts 19:00-22.00, Søborg Slotsruin. 
 

Billetter sælges med en rabatpris til alle fire ture, hvis de købes inden den 28. december 2021. Hvis man køber billet til tre arrangementer, får man det fjerde med gratis.   
Det er selvfølgelig også muligt at købe billetter til arrangementerne enkeltvis. I så fald koster et arrangement kr. 125 for alle over 13 år og 225 for en familie. Børn under 13 år kan deltage gratis.  
Det er kun muligt at udbyde arrangementerne til denne pris, fordi Nordkystfortællerne og Nordsjællands Naturskole har fået økonomisk støtte til afholdelsen af Gribskov Kommunes Kulturråd. 
 
Arrangementsrækkens sidste tre arrangementer holdes tirsdag 26. april 19:30-22.30, tirsdag 31. maj 20:30-23.30 og tirsdag 21. juni 21:00-24:00. Lokaliteterne offentliggøres senere.  Nordkystfortællerne og Nordsjællands Naturskole har i øvrigt denne reminder til publikum: Husk, dårligt vejr findes ikke. Kun dårlig påklædning. Husk tøj og fodtøj efter vejret.

(udgivet d. 20 dec. 2021) 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *