DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Hvem skal vinde årets naturpris og 10.000 kroner ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Gribskov Kommune uddeler d. 20. september 2022 ”Naturprisen”. Alle kan indstille kandidater frem til 11. september 2022.

Gribskov Kommune uddeler igen i år Naturprisen, der skal anerkende en ekstraordinær indsats for naturen i det forgangne år. Med prisen følger en check på 10.000 kroner. Det var Udvalget for klima, teknik og miljø, der i marts besluttede igen at uddele prisen.

”Biodiversitet er noget, der optager mange. Rigtig mange enkeltpersoner, foreninger og andre lægger et stort stykke arbejde i at bidrage til og bevare vores skønne natur i Gribskov Kommune. Den indsats vil vi gerne understøtte og hædre med en naturpris”, udtaler formand for udvalget Brian Lyck Jørgensen.

Brian Lyck Jørgensen (Pressefoto)

Vinderen vælges og prisen uddeles tirsdag den 20. september 2022 i forbindelse med udvalgets møde på rådhuset, hvor pressen er velkommen til prisoverrækkelsen.

Gavner natur og biodiversitet

Gribskov Kommune er med i Miljøministeriets landsdækkende konkurrence ’Danmarks vildeste kommune’, og i den forbindelse har Udvalget for klima, teknik og miljø videreført en række tiltag fra sidste år. Tiltag, der på forskellig vis gavner natur og biodiversitet, og involverer frivillige.

Og det er netop vigtigt, at indsatsen kommer flere steder fra. Kommunen har ofte rollen som hjælper for de gode initiativer, fortæller Niels Tørsløv, som er direktør for plan, teknik og beskæftigelse. 

”Vi ønsker at engagere borgere, lodsejere og foreninger i at styrke naturen og biodiversiteten. Fx uddeler vi blomsterfrø for at hjælpe flere vilde haver på vej, og vi stiller maskiner til rådighed for landmænd, der vil have faunastriber på deres jord. Og så har vi den her anerkendelse i form af en naturpris.”

Hvem kan vinde?

Naturprisen går til en eller flere personer, en organisation, en forening, en virksomhed eller et selskab, som har bidraget positivt til biodiversiteten i Gribskov Kommune igennem et personligt eller særligt engagement. Vinderen udpeges af Udvalget for klima, teknik og miljø.

Der lægges ved udvælgelsen vægt på:

  • at der er tale om naturpleje-/naturgenopretningsprojekter, der forbedrer beskyttede naturtyper og livsvilkårene for truede arter.
  • at der i projektet indgår en aktivitet eller event, hvori der indgår formidling af natur.
  • at det er til gavn og glæde for kommunens borgere og besøgende.

Med prisen følger, udover æren, et gavekort på 10.000 kr. som hjælp til at videreføre det gode arbejde med naturpleje-/naturgenopretningsprojektet.

Indstil din vinderkandidat

For at indstille en kandidat til at modtage prisen, skal du sende en mail til natur@gribskov.dk og fortælle, hvorfor netop den eller de, du indstiller, fortjener prisen. Frist for forslag til vindere er den 11. september 2022.

Du kan læse mere på www.gribskov.dk/vild

(udgivet d. 15 aug. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.