GRIBSKOV: Genåbning for de større elever

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Mandag den 18. maj 2020 byder skolerne i Gribskov Kommune deres 6.- til 10. klasses-elever velkommen tilbage. Skoledagen bliver dog stadig ikke helt som før Corona-pandemien brød ud. Undervisningen er fortsat underlagt bekendtgørelsen om nødundervisningen, og der er en række restriktioner som der skal tages hensyn til, for at det er forsvarligt og trygt for alle.

De enkelte skoler er netop nu i gang med at planlægge, hvordan skoledagen skal være for de større elever. Alle skoler følger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet og regulerer løbende når der kommer ændringer i disse.

Formand for udvalget Børn, Idræt og Familie, Natasha Stenbo Enetoft, fortæller:

”Vi har i udvalget Børn, Idræt og Familie besluttet, at alle klasser fra 0.- 10. klasse skal have undervisning i minimum 25 lektioner ugentligt i gennemsnit, men der vil være mulighed for lokal tidsmæssig fleksibilitet, afhængig af skolens fysiske rammer og kapacitet. Nogle skoler har god plads både ude og inde. Andre steder skal der findes ekstra lokaler, for eksempel på bibliotekerne, for at få plads nok. Der vil også blive tale om forskudte mødetidspunkter og fortsat fjernundervisning i nogle af timerne.”

Natasha Stenbo Enetoft (V)

Mere normal hverdag

På skole- og dagtilbudsområdet nærmer vi os en mere normal hverdag. Langt de fleste børn er tilbage i deres dagtilbud, og de kan igen være mere på deres stuer – stadig med fokus på rengøring og øget hygiejne. Også Sundhedsplejen er nu næsten tilbage til normal aktivitet.

Samtidigt med at de større elever vender tilbage til skolen, kan også Ungdomsskolen og klubberne åbne igen. Det glæder Natasha Stenbo Enetoft, at de store elever og de unge i Gribskov igen kan mødes og få et mere socialt liv.

”Jeg tror det har været rigtig hårdt for mange at være hjemme i så lang tid. De savner deres hverdag og deres kammerater. Selvom fjernundervisningen har fungeret godt, og lærerne har været kreative, så er det bare ikke det samme at sidde bag hver sin skærm. Derfor er det rigtig godt, at også de større elever kan komme tilbage nu og at ungdomsskolen og klubberne åbner igen. På hele udvalgets vegne, vil Jeg gerne rose vores medarbejdere på både skole og dagtilbudsområdet. De går til opgaven med både fleksibilitet og entusiasme, og gør alt hvad de kan for at skabe så gode rammer for børnene og de unge som muligt.”

Forældrene får information direkte på AULA om hvordan skoledagen bliver på den enkelte skole og for den enkelte klasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.