DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Første borgerdrevne forslag klar til politisk behandling

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

For første gang har et borgerdrevet forslag fået stemmer nok til at blive behandlet af politikerne i Gribskov Byråd. Det drejer sig om en plan for opstilling af master i hele kommunen. Borgmester Anders Gerner Frost glæder sig over engagementet, oplyser Gribskov kommune i en pressemeddelelse.

Så sker det snart. Politikerne i Økonomiudvalget skal på tirsdag tage stilling til det første borgerdrevne forslag, og det glæder borgmester Anders Gerner Frost:

”Det er så skønt at opleve politisk engagement hos borgerne. Hele formålet med ordningen om borgerdrevne forslag er jo netop at give borgerne mulighed for at komme endnu mere til orde og dermed få mere indflydelse på vores lokaldemokrati,” siger borgmesteren.

Anders Gerner Frost, Gribskov kommune (Pressefoto)

Det første forslag, der har fået de krævede 400 stemmer, er et forslag om en masteplan for hele kommunen. Det kommer fra Gribskov Lokalrådsforening og har fået i alt 429 stemmer efter seks måneder.

Lettere at få stemmer nok
Ordningen om borgerdrevne forslag har eksisteret siden 2018. Dengang krævede det 1050 stemmer at få et forslag igennem til Byrådet. Men da der kun blev stillet få forslag, og ingen af dem fik stemmer nok, besluttede Byrådet i 2020 at sænke kravet til 400 stemmer. Det bærer nu frugt med den første politiske behandling af et borgerdrevet forslag.

Viceborgmester Bo Jul Nielsen siger:

”Jeg håber, at flere borgere nu opdager, det er muligt at stille borgerdrevne forslag. Vi vil glæde os rigtig meget til at læse, hvad borgerne har på hjerte og tage stilling til det,” konstaterer Bo Jul Nielsen.

Bo Jul Nielsen (B) (Pressefoto)

Økonomiudvalget behandler forslaget på udvalgets møde 25. maj, og siden skal Byrådet tage stilling til det 1. juni.

Fakta: Her kan du se de eksisterende borgerdrevne forslag og stille dit eget
https://gribskov.dk/politik-og-indflydelse/borgerdrevne-forslag

Fakta: Krav til forslag

Forslag skal have relevans i forhold til den type opgaver kommunen løser.

Byrådet kan vælge at afvise forslag, hvor der allerede er truffet en beslutning, og hvor der ikke er nye oplysninger.

Forslaget må ikke indeholde injurier eller personfølsomme oplysninger.

Det er kun borgere i Gribskov Kommune der må oprette forslag.

Forslag og stemmer bliver slettet efter 6 måneder, eller når forslaget bliver behandlet i byrådet.

(d. 19 maj 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.