DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: 1. maj tale ved byrådsmedlem Pia Foght (A)

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

På nær et enkelt år under krigen har Socialdemokratiet i 130 år i fællesskab fejret 1. maj og sunget ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Her fejrer vores parti de politiske mål og resultater, vi har nået gennem rigtig mange år.

Resultater der har båret os frem til et velfærdssamfund, hvor mange har gode livsbetingelser med en social- og arbejdsmarkedslovgivning, der sikrer, at man som lønmodtager har rimelige betingelser for et godt liv.
Nu er det Covid-19, der fylder i vores liv. Hvordan navigerer vi i den nye situation vi som nation ikke har stået i før ?
Vores familietraditioner er i spil, hvor vi ikke kan fejre bryllup, fødselsdage og besøge vores ældre og børn. For børnene ser vi en manglende skolegang og afsluttende eksaminer. Hele vores sociale og kulturelle liv blev på en dag ændret.
Nu er alt i spil i en ellers tryg hverdag. Ikke kun for borgere, men også virksomheder hvis eksistensgrundlag er truet og giver økonomiske svære kår for rigtig mange.

At vores hverdag med denne pandemi kan ændre sig så markant og hurtigt vil naturligt lede til refleksion om livet, fremtiden og fællesskabet. Hvordan bringer vi trygheden tilbage i Danmark?
Hvordan skaber vi gode livsbetingelser for vores børn efter pandemien? Hvordan lærer vi at agere i en ny tid med mange omfattende problemstillinger ?
Landspolitisk er det vigtigt at skabe betingelser, der igen gør at vi alle kan få et godt eksistensgrundlag med tryghed og et stabilt sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen der som nu, men også fremover kan tøjle epidemier og sygdomme. Vi skal altid sikre fællesskab med dem, der har det værst i krisen. Vi skal stå sammen.

Der har altid været mange forskellige holdninger til, hvordan vi skal løse vores udfordringer. Jeg må udtrykke stolthed over vores regering og statsminister Mette Frederiksen. Hun er med til at sikre, at vores regering, i tæt samarbejde med Folketinget og fagkundskaben, målrettet arbejder for, at vi kan komme over på den anden side af krisen med de bedst mulige betingelser både økonomisk og menneskeligt.

For vores egen Gribskov Kommune er det vigtigt, at vi i Socialdemokratiet er med til at sikre stabilitet og tryghed. Vi har store udfordringer både på skole- og ældreområdet, som vi skal være løsningsorienteret på. De unge skal have ordentlige uddannelsesmuligheder, og erhvervslivet flere muligheder for at sikre job i vores kommune. Socialdemokratiet vil derfor være med til at sætte nye tiltag i gang, så erhvervslivet og andre ser muligheder for at skabe flere job til kommunen. Det er store opgaver for os alle.

Pia Foght (S)
Gruppeformand
Gribskov

Pia Foght (A)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *