DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRÆSTED: Eventpladsen bliver til Nordland – naturens eventplads

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Eventpladsen i Græsted tog på byrådsmødet i går aftes næste skridt på sin rejse. Med det nye navn ”Nordland – naturens eventplads” følger også en strategi for arbejdet med eventpladsen – og første skridt bliver at få sat rammer for driften af Nordland.

Navnet er på plads. Strategien er på plads. Nu begynder næste vigtige fase for eventpladsen, hvor strategien skal ud og leve. En strategi, der indeholder flere elementer af organisering og forretningsplan, og en strategi, hvor det nære, naturen og oplevelsesøkonomi spiller store roller. Det nære består i særlig grad i den såkaldte udviklingsgruppe, der får en vigtig rolle i det kommende arbejde. Udviklingsgruppen skal som det første sætte rammerne for driften.

”Det her er et vigtigt skridt i arbejdet med eventpladsen og med kultur og oplevelsesøkonomi generelt i Gribskov. Vi kommer tættere på at virkeliggøre potentialet, der er i Nordland. Rygraden er det tætte bånd til foreningerne i Græsted og omegn og de traditionsrige events som for eksempel Veterantræf, så nu kan vi begynde arbejdet med at få fyldt flere oplevelser til Gribskovs borgere og besøgende ind på pladsen. Det viser omverdenen, at vi både kan, tør og vil satse på oplevelser heroppe. Derfor er det her en rigtig god dag for Gribskov,” lyder det fra Morten Ulrik Jørgensen, formand for udvalget for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi på vegne af udvalget.

Morten Ulrik Jørgensen (Pressefoto)


Smukke omgivelser

Med en spektakulær udsigt ud over marker i bakkedale, Søborg Sø og omkredset af nationalpark Kongernes Nordsjælland gør Nordland sig til netop naturens og nationalparkens eventplads. De smukke omgivelser forpligter i strategien, hvor der lægges op til, at den unikke natur både fremhæves og integreres i arrangementerne, som afholdes på pladsen.

”Målet er at være nationalparkens eventplads. Det samme gælder også for den kommende Søborg Sø,” fortsætter Morten Ulrik Jørgensen.

Selvejende på sigt

Strategien for Nordland har naturligvis også økonomiske og organisatoriske aspekter. Her er målet at skabe en eventplads, der på sigt vil være en selvejende institution. Og netop det element spiller, sammen med et fastsat mål om tæt samarbejde med lokalområdet, en stor rolle i beslutningen om at godkende strategien for eventpladsen.

”I den strategi, som er vedtaget, er det vigtigt, at der er fokus på to ting. For det første, at vi har sat det som mål, at Nordland skal være en solid og velforankret selvejende institution på sigt. Men det er absolut lige så vigtigt, at vi gør det meget tydeligt, at der forventes et tæt og stærkt samspil med de lokale foreninger, erhverv og borgere samt, at Nordland giver tilbage hertil. Det giver sikkerhed og muligheder nu og i fremtiden,” forklarer næstformand i Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi, Jørgen Emil Simonsen på vegne af udvalget.

Jørgen Simonsen (V) (Pressefoto)

Nordland er for alle
Nordland kan lægge jord til alle arrangementer, som ønsker at forene natur og fællesskab. Det kan

være de helt store events, som samler rigtig mange mennesker. Eller det kan være små

begivenheder, som spirer frem og måske vokser sig store. Alle, som holder af natur og fællesskab, kan benytte Nordland, lige meget om det er små foreninger og institutioner, nye initiativer og private iværksættere eller professionelle eventmagere.

”Nordland er et sted for alle. Det er meget vigtigt for os at pointere, at alle lige fra dagplejere til store koncertarrangører har mulighed for at bruge pladsen. Det ligger os meget på sinde, at Nordland både styrker og dyrker fællesskabet, og deri er jo implicit, at der er plads til både de små og de store begivenheder så vel som publikummer og brugere. For det er gennem de store og små, de sjove og kendte oplevelser, at vi får succes. Derfor er Nordland en investering for alle i Gribskov,” afslutter formandskabet samstemmigt.

Her kan du kan læse strategien for ’Nordland – naturens eventplads’.

Eventpladsen i Græsted tæt på Fredbogård

(d. 2 juni 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *