Udvalget Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi i Gribskov kommune besluttede tirsdag, at lukke biblioteket i Kulturhavn Gilleleje i de tidsrum, biblioteket ikke er bemandet. Lukningen varer foreløbig frem til d. 31 januar 2022.
En gruppe unge har de seneste uger skabt udfordringer på biblioteket i Kulturhavn Gilleleje med en opførsel, der skaber utryghed. Derfor besluttede Udvalget Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi tirsdag d. 7 dec. 2021, at lukke biblioteket i den ubemandede åbningstid med øjeblikkelig virkning frem til og med d. 31 januar 2022.
![](https://usercontent.one/wp/www.kattegat.nu/wp-content/uploads/2018/09/Kulturhavn-Gillelje-3.jpg?media=1699594566)
Formand for udvalget Morten Ulrik Jørgensen siger:
”Det ærgrer mig, at det er nødvendigt, men borgerne i Gribskov Kommune skal først og fremmest være trygge i Kulturhavnen. Derfor har vi truffet denne beslutning,” siger formanden.
![](https://usercontent.one/wp/www.kattegat.nu/wp-content/uploads/2018/02/Morten-Ulrik-Jørgensen-G.jpg?media=1699594566)
Også næstformand Jørgen Simonsen kalder det en ærgerlig situation:
”Det er vigtigt, at vi nu tager grundigt fat og får set nærmere på de unges opførsel, så vi kan få den slags adfærd stoppet fremover,” siger Jørgen Simonsen.
![](https://usercontent.one/wp/www.kattegat.nu/wp-content/uploads/2018/02/Jørgen-Simonsen-V.jpg?media=1699594566)
Administrationen vil i samarbejde med SSP, politi og Remisen i Gilleleje arbejde for at skabe præventive tiltag, der på sigt giver tryghed og mulighed for at bevare Kulturhavnen som et åbent hus for alle.
(udgivet d. 8 dec. 2021)