Døgnrapport: En 81-årig kvinde fra Gilleleje kontaktede politiet mandag klokken 11.13 og oplyste, at hun var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Banks sikkerhedsafdeling.
Manden påstod, at hendes ægtefælles konto var ved at blive hacket. Mens samtalen stod på, dukkede en anden mand op på adressen og gik ind gennem en åben terrassedør. I samarbejde med manden i telefonen fik han kvinden til at udlevere sin ægtefælles kreditkort.
Kvinden blev chokeret, men hun fattede alligevel mistanke og udleverede derfor bevidst en forkert pinkode. Efterfølgende blev der forsøgt hævninger på kortet, men uden held.
Kortet er nu spærret, skriver Nordsjællands Politi i den seneste døgnrapport.
(udgivet d. 19. aug. 2025)