DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Esbønderup: Nyt grønt boligområde på vej

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Gribskov Kommune har igangsat forberedelserne til at udvikle et nyt 7,4 hektar stort boligområde på Stubmarken 54 i Esbønderup. Fokus er på at tiltrække børnefamilier til det naturskønne område, og både FN’s verdensmål og CO2-reducerende tiltag skal indtænkes oplyser Rådhuset i Helsinge i en pressemeddelelse.

Mange viser interesse for at bygge og bo i Gribskov Kommune i øjeblikket, og nu er forberedelserne til et nyt boligområde i Esbønderup begyndt.

Her har et udviklingsteam bestående af Almenr ApS og Selskabet for Billige Boliger c/o Kuben Byg A/S fået til opgave at udarbejde en udviklingsplan for området, inden kommunen udbyder det offentligt til salg senere på året.

Vil tiltrække flere børnefamilier
Formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard fortæller:

”Udviklingsplanen vil sætte rammen for, hvordan arealet skal udvikles. Hovedmålet er at tiltrække flere børnefamilier til Esbønderupområdet, så vi kan skabe mere aktivitet for lokalområdets skole, handel og andre servicetilbud. Og lokalområdet har jo også en helt unik historie og beliggenhed, som skal være afsættet for høje ambitioner for den nye bydel. Den er med sit eget udtryk og bæredygtighedsprofil med til at øge variationen i den måde, man kan bo på i vores skønne kommune,” fortæller formanden.

Pernille Søndergaard (G) (Pressefoto)

Næstformand Allan Nielsen fremhæver naturen i området og muligheden for at arbejde med FN’s verdensmål:

”Arealet ligger fantastisk naturskønt og tæt på Nationalpark Kongernes Nordsjælland, så det vil være helt oplagt, at vi får skabt en ny bydel, hvor naturen og konkret arbejde med FN’s verdensmål er i højsædet på nye måder. Både når det gælder, hvordan området og boligerne indrettes, og hvordan det fungerer i hverdagen. Og ikke mindst så de fleste har råd til at bo her,” siger næstformanden.

Allan Nielsen (A) (Pressefoto)

Udvalgets anden næstformand Bent Hansen supplerer:

”Vi skal være ambitiøse på klimaområdet, og her er indretningen af vores nye byområder vigtige. Derfor ser jeg gerne, at den nye bydel bliver et forbillede for, hvordan vi kan indføre grønne klimatiltag til reduktion af CO2-udledning og håndtering af klimaudfordringer som regnvand,” siger Bent Hansen.

Byrådsmedlem Bent Hansen (V) (Pressefoto)


Udviklingsplan i høring frem til 8. september

Udviklingsteamets foreløbige udkast til udviklingsplanen er i høring frem til 8. september, så ændringsforslag kan blive indarbejdet, inden planen skal behandles politisk senere i september. Planen vil indgå som del af salgsmaterialet, når arealet udbydes til salg.

Når der er fundet en køber, vil udviklingsplanen danne grundlag for en mere konkret lokalplan for det kommende byggeri.

Stubmarken 54 – Esbønderup (Pr-matriale: Gribskov kommune)


Offentligt møde om udviklingsplanen 31. august

Interesserede inviteres til offentligt møde tirsdag 31. august klokken 16 til 17 på Tingbakkeskolen. På mødet præsenterer udviklingsteamets rådgiver EFFEKT Arkitekter ApS det foreløbige oplæg til udviklingsplanen, og deltagerne har mulighed for at stille spørgsmål og komme med ideer og kommentarer. Efter mødet er der mulighed for et fælles besøg på arealet.

Fakta:
Se mere på https://gribskov.dk/om-kommunen/byudvikling-og-planlaegning/udviklingen-i-gribskov-kommune/esboenderup

(udgivet d. 26 aug. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.