DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Vi skylder borgerne en mere ambitiøs hjælpemiddelpolitik

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlem Pernille Søndergaard, borgmesterkandidat, Moderaterne.

Vi skylder borgerne en mere ambitiøs hjælpemiddelpolitik.

Udvalget for Ældre, Social og Sundhed har netop besluttet at gøre straksvisitation af enkelte hjælpemidler permanent. Konkret betyder det, at borgere kan få udleveret en rollator, badestol og få andre hjælpemidler direkte på depotet – men kun torsdage mellem kl. 13 og 15, og ordningen er desuden lukket i ferieperioder.

Lad os slå fast: Det er et fremskridt, og borgerne er glade for ordningen. Men vi i Moderaterne mener, at beslutningen er alt for lidt og alt for kortsigtet.

De færreste borgere henter et hjælpemiddel, de ikke reelt har brug for. Derfor virker det fortsat unødigt omstændeligt at begrænse adgangen til kun få typer hjælpemidler i et snævert tidsrum én dag om ugen. Systemet kunne uden problemer være mere fleksibelt – uden risiko for misbrug.

Hvorfor ikke tænke større, når både borgere og terapeuter oplever, at straksvisitationen sparer tid, giver tryghed og sikrer en hurtigere indsats? Evalueringen viser tydeligt, at der er potentiale for langt mere.

I Moderaterne ser vi et velfærdssystem, der skal være fleksibelt, borgerorienteret og bygge på tillid til medarbejderne. Vi mener, at straksvisitationen bør udvides til flere hjælpemidler, flere dage og længere åbningstid – og på sigt integreres som en naturlig del af kommunens service. Det vil ikke bare spare ressourcer, men først og fremmest give borgere hurtigere og mere værdig hjælp.

Beslutningen om at gøre den nuværende ordning permanent er et skridt – men et meget lille et. Vi skylder borgerne at tage det næste skridt og udnytte det fulde potentiale 

Pernille Søndergaard (M) (Pressefoto)

(udgivet d. 1. sep. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *