DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Vi har sat retning – nu skal vi holde fast

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Trine Egetved, borgmesterkandidat, Det Konservative Folkeparti.

Vi har sat retning – nu skal vi holde fast.

De seneste resultater for undervisningseffekten i Gribskov Kommune er ikke gode nok. Det er vi nødt til at være ærlige om. Men vi skylder også at se på årsagerne – og handle på dem med ansvarlighed og langsigtethed. 

Alt for længe har skoleområdet været præget af skiftende dagsordener og ustabil retning. Det har skabt utryghed og usikkerhed – både blandt ledere, medarbejdere og børn. Og det har uden tvivl været medvirkende til, at resultaterne ikke er, hvor vi ønsker, de skal være.

Ide seneste to år har vi derfor sat en lang række initiativer i gang – i erkendelse af, at det vi leverede tidligere, ikke var godt nok. 

Det gælder både fagligt, ledelsesmæssigt og ift. børns trivsel. Vi har ikke været ambitiøse nok, og det har vi taget konsekvensen af.

Men resultaterne kommer altid forskudt. 

Det tager tid at ændre en kultur og skabe varige forbedringer. Derfor er det så vigtigt, at vi ikke begynder forfra igen – men holder fast i den retning, vi har sat.

Vi har i Gribskov et fælles børnesyn, der bygger på tillid til, at alle børn kan lære og udvikle sig, når de mødes af høje forventninger, tydelige voksne og et inkluderende fællesskab. Det er grundlaget for vores arbejde.

Vi har sat ind på flere områder: 

1) Der er kontinuerligt ledelsesfokus på skolernes udvikling. Forvaltningen afholder læringssamtaler med alle skoler, og skoleledelserne arbejder med lokale udviklingsplaner, med afsæt i egne data, styrker og udfordringer.

2) Vi har igangsat en fælles skoleledelsesuddannelse, der styrker både strategisk og pædagogisk ledelse – så udviklingen får fodfæste på den enkelte skole.

3) Inklusion følges tæt gennem et styrket samarbejde mellem skolerne, PPR og Center for Sociale Indsatser. Her er co-teaching et vigtigt redskab, hvor to professionelle arbejder sammen i undervisningen for at styrke læring og fællesskab.

4) Med det nye kvalitetsprogram har vi sat praksisfaglighed højere på dagsordenen – ikke kun for de få, men som en del af undervisningen for alle elever. Det øger motivationen og understøtter læring gennem konkrete og meningsfulde aktiviteter.

5) Juniormesterlære er et godt eksempel på dette. Det er et tilbud til de elever, der ikke profiterer af en traditionel boglig skoleform, og som i stedet får mulighed for at lære i praksis – tæt på virkeligheden og i samarbejde med virksomheder.

6) Vi har etableret et nyt team med fokus på nærvær og fravær. For vi ved, at det første skridt mod læring er, at barnet er til stede – og trives. Trivsel og nærvær hænger uløseligt sammen med faglige resultater. Man kan ikke lære, hvis man ikke har det godt.

7) Udvalget orienteres løbende om fremdrift og status. Det giver mulighed for gennemsigtighed, dialog og justering – uden at miste retningen.

Vi har sat meget i gang på kort tid – og vi begynder at se tegn på, at det virker. Men vi er ikke i mål, og det kommer vi ikke på to år. Det kræver ro, kontinuitet og politisk lederskab, at sikre høj kvalitet og varige resultater.

Vi har sat en tydelig retning – og nu er det vores fælles ansvar at holde fast.

For børnenes skyld.

Trine Egetved (C) (Pressefoto)

(udgivet d. 18. okt. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *