Debatindlæg af byrådsmedlemmerne Anja Schlie og Brian Lyck Jørgensen, Dansk Folkeparti i Gribskov.
Vi er i Dansk Folkeparti forundrede over det oplæg, der er på Planudvalgets dagsorden på tirsdag.
Bare fordi man flytter en aktivitet til en ny placering og en ny by, betyder det ikke, at der automatisk skal gives tilladelse til en stor festivalplads. Der er naboer, lokalsamfund og omgivelser, som der skal tages hensyn til.
Vi har tidligere set, hvordan MIL har formået at splitte et lokalsamfund i Tisvilde. Det bør være en erfaring, som Plan, Miljø og Klimaudvalget tager med sig, inden der træffes beslutninger om ny placering i Vejby. Nu er tiden kommet til at stoppe op og tænke sig grundigt om. Hvis man ønsker sig festivaler, sommerkoncerter, markeder, dyrskue og cirkus – så bør det ikke foregår på denne placering – men henvises til kommunens eventplads.
Vi skal samtidig huske på, hvad Gribskov Kommune er for et sted. Gribskov består af mange mindre lokalsamfund, som hver især har deres egen identitet og særlige kvaliteter. Folk vælger at flytte hertil på grund af naturen, havet, skoven og fordi der er plads og luft omkring dem. De flytter ikke hertil for at bo tæt på eller klods op ad en festivalplads med de gener, det kan og vil medføre.
Desværre er Dansk Folkeparti ikke repræsenteret i Planudvalget, men vi vil kraftigt opfordre udvalget til at tænke sig grundigt om, lytte til de lokale borgere og sikre, at hensynet til naboerne og lokalsamfundet vejer tungere end ønsket om endnu et stort eventområde.
Udvikling skal ske med respekt for de mennesker, der bor i området – ikke på bekostning af dem.

(Pressefoto)
(udgivet d. 31. maj 2026)