DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Vi er godt i gang med at styrke det værdige seniorliv i Gribskov, men ikke i mål

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Helle Blomsterberg, byrådsmedlem, Venstre Gribskov.

Vi er godt i gang med at styrke det værdige seniorliv i Gribskov, men ikke i mål.

Da jeg gik til valg som byrådskandidat i 2021, var et af mine og Venstres vigtigste mål at styrke det værdige senior- og ældreliv. Det handlede om hurtigere hjælp når behovet er der, større tryghed og mere kontinuitet for den enkelte borger – kort sagt: en hverdag med mere ro, nærvær og tryghed.

I denne byrådsperiode, med Bent Hansen (V) som borgmester, har vi taget vigtige skridt i den retning. Vi har fået straksvisitation af nogle hjælpemidler, så borgerne hurtigere får den støtte, de har brug for – men vi ønsker ikke at stoppe her. Samtidig er arbejdet med faste teams i hjemmeplejen sat i gang – og udvides over de kommende år. Når de samme medarbejdere kommer i hjemmet, mener jeg, at det skaber både tryghed og bedre pleje.

Derudover er der etableret et nyt dagdemenscenter og flere aflastningspladser, som gør en stor forskel for både borgere og pårørende.

Disse indsatser handler om mennesker – om at skabe hverdage med omsorg, respekt og livskvalitet. De afspejler Venstres værdier om frihed, ansvar og nærhed. 

I Venstre vil vi fortsat arbejde for Det Gode Liv i Gribskov. Vi vil bygge videre på det, vi allerede har sat i gang – med flere indsatser på demensområdet, også før man får en diagnose, med udvidelse af de faste teams i hjemmeplejen og med udvidelse af straksvisitation af flere forskellige hjælpemidler. For et værdigt seniorliv skabes ikke på papiret, men i mødet mellem mennesker. Det fortjener vores ældre borgere. 

Helle Blomsterberg (V) (Pressefoto)

(udgivet d. 15. okt. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *