Debatindlæg af Lars Bregnbak, spidskandidat, Danmarksdemokraterne.
Valgflæsk uden finansiering.
Når man ser sig omkring i valgkampen, er der ingen grænser for løfterne. Nogle partier og lister lover gratis offentlig transport, flere voksne i skoleklasserne, sundhedsbusser, borgerservice i lokalsamfundene og flere cykelstier – alt sammen lyder jo dejligt. Men der mangler én vigtig detalje: Hvordan skal det betales?
Fakta er, at Gribskov Kommune allerede står over for store økonomiske udfordringer. I 2026 skal der spares 10 millioner kroner på børneområdet, og i 2027 kommer yderligere 6 millioner oveni. Samtidig har kommunen et vedligeholdelsesefterslæb på over 370 millioner kroner på bygninger og arealer. Det er derfor, mange af vores skoler ser slidte ud, og de 6 millioner, der er afsat til vedligeholdelse, rækker ikke langt.
Når nogen taler om selvstændige skoler med flere klassetrin, kræver det både en markant tilvækst af børn og flere penge end der findes i kassen. Det er ikke realistisk at love nye initiativer, mens regningerne på de gamle stadig hober sig op.
Samtidig ser vi, at der hvert år gives millioner af støttekroner til projekter som Kulturhavnen og Munkeruphus – penge, der i sidste ende tages fra den nære velfærd, fra børn, unge og ældre.
Og mens der tales varmt om nye tiltag, har man i mere end seks år skåret på rengøringen hos visiterede borgere. Det er endda ikke lykkedes at finde penge til blot at øge rengøringen til hver 14. dag. Derfor kan jeg have svært ved at forstå, hvordan de samme partier nu kan love bedre ældrepleje, når en så lille post som rengøring ikke engang kan finansieres.
Nu hører vi også løfter om flere cykelstier, alt imens vejnettet i forvejen er fuld af huller, og flere af de eksisterende stier er i dårlig stand. I stedet for at love nyt, burde vi starte med at vedligeholde det, vi allerede har.
Danmarksdemokraterne lover ikke det umulige. Vi vil i stedet have ærlighed, ansvarlighed og økonomisk realisme i kommunens politik. Før vi lover nyt, skal vi have styr på økonomien og sikre, at vores kernevelfærd fungerer – det er ærlig politik.
Ærlighed frem for valgflæsk – det skylder vi borgerne.

(udgivet d. 11. nov. 2025)