Debatindlæg af 1. suppleant Mette Tolstrup, byrådskandidat, Socialdemokratiet i Gribskov.
Tisvildeleje fortjener bedre.
Alle, der bor i eller besøger Tisvildeleje, kan se det: vores by er ved at blive slidt ned. Fortove, veje og parkeringspladser er misligholdt, og sand hober sig op, så man dårligt kan komme frem. Det har stået på i alt for mange år – uden at kommunen har sat penge af til ordentlig vedligeholdelse.
Hvert år har vi måske 100.000 gæster i Tisvildeleje. Det er vi glade for, men det betyder også et massivt slid på byen, som i dag er tydeligt at se. Vi som borgere gør, hvad vi kan, men vi kan ikke alene løfte byrden af ekstra trafik, parkeringspres og manglende vedligehold.
Trafiksikkerheden er et kapitel for sig. Ulovlige parkeringer, biler på fortovene og cykler, der bruger dem som cykelstier, skaber farlige situationer. For børn, ældre og familier med barnevogn – og for handicappede – er det endnu værre. Ved stranden gør store sand bunker det umuligt at komme frem. Det kan vi ikke være bekendt – hverken over for turister eller lokale beboere.
Som kandidat vil jeg arbejde for, at vi får en langsigtet plan for vedligeholdelsen af Tisvildeleje – og at der afsættes de nødvendige midler i budgettet. Kun sådan kan vi sikre, at byen både er en by med plads til hverdagen og et attraktivt besøgsmål i fremtiden.

(udgivet d. 4. sep. 2025)