DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Tid til forandring i Gribskov

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Lars Nielsen, byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti i Gribskov.

Tid til forandring i Gribskov.

Der er nu kun to uger til, vi igen skal til stemmeurnerne. Jeg har valgt at genopstille til byrådet – ikke fordi jeg synes, det er let, men fordi jeg stadig tror på, at vi kan skabe en bedre retning for Gribskov Kommune. Jeg håber inderligt på, at vi denne gang får et nyt flertal, så vi faktisk kan begynde at gennemføre de seriøse og nødvendige ændringer, som vores kommune har brug for.

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg ville føre min valgkamp. Jeg havde en plan om at fokusere på saglighed, fakta og sund fornuft. Men jeg må ærligt indrømme, at den plan er blevet svær at holde fast i. Det er næsten umuligt at trænge igennem med en nøgtern stemme i det hav af løfter og store visioner, som mange kandidater lægger for dagen. Der bliver lovet guld og grønne skove – men virkeligheden er, at politik kræver prioritering, samarbejde og ansvarlighed.

Jeg tror, mange borgere i Gribskov godt kan se igennem den skov af valgplakater og flotte ord. For bag hvert løfte bør der også ligge en realistisk plan – og et ærligt svar på, hvordan det skal finansieres. Det skylder vi borgerne.

Jeg vil samtidig gerne understrege, at mit engagement gælder hele kommunen – ikke kun de store byer. Jeg ved, at mange af de mindre lokalsamfund ofte føler sig glemt i kampen om opmærksomheden og ressourcerne. Derfor kører jeg gerne ud og mødes med borgerne lokalt, uanset om det er i Vejby, Esbønderup, Smidstrup eller de små landsbyer, der binder vores kommune sammen. Det er vigtigt for mig at lytte til jer dér, hvor I bor – for de bedste beslutninger tages på baggrund af virkeligheden og hverdagen, ikke kun mødelokaler og rapporter.

Hvis du som vælger gerne vil vide mere om, hvad jeg står for, og hvilke holdninger jeg tager med mig til byrådsbordet, så vil jeg meget hellere tage en direkte snak. Kontakt mig endelig – jeg sætter gerne tid af til en personlig samtale om netop de emner, du er optaget af. Det er sådan, vi sammen kan finde de bedste løsninger for vores kommune.

Jeg ønsker alle borgere i Gribskov et fortsat godt valg – og håber, at vi sammen vælger en retning, der bygger på ærlighed, ansvar og sund fornuft.

Lars Nielsen (C) (Pressefoto)

(udgivet d. 4. nov. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *