Debatindlæg af byrådsmedlem Daniel Frigast, Det Konservative Folkeparti.
Tid til at gentænke lokalplanen for strandparkeringspladsen i Tisvildeleje.
Nye tal fra Tisvilde og Omegns Erhvervsforening giver anledning til at genoverveje den politiske opbakning til Musik i Lejets placering ved stranden i Tisvildeleje.
En ny undersøgelse fra Tisvilde og Omegns Erhvervsforening viser, at 14 virksomheder i byen oplevede en gennemsnitlig omsætningsfremgang på 22,3 % i uge 29 i forhold til sidste år. To af virksomhederne har nedgang på grund af personalemangel og interne omstruktureringer.
Virksomheder som Strandkiosken, Den Røde Tomat og Fiskebilen, har i gennemsnit en stigning på hele 77 % i uge 29. Også uge 28 viser markant fremgang. Det er værd at bemærke, at byen i år har været fri for festivalrelateret trafik og afspærringer gennem hovedgaden.
Et af hovedargumenterne for at støtte festivalens placering i Tisvildeleje har hidtil været, at den styrker det lokale erhvervsliv. Tallene peger nu i en helt anden retning. Derfor bør vi som politikere og borgere stille nogle helt konkrete spørgsmål:
- Gavner Musik i Lejet reelt det lokale erhvervsliv?
- Ønsker de erhvervsdrivende, at festivalen vender tilbage til stranden?
- Er Tisvildeleje et egnet sted for en festival af den størrelse – med sårbar natur og begrænset infrastruktur midt i højsæsonen?
- Ønsker Musik i Lejet overhovedet at vende tilbage, når festivalen tilsyneladende havde stor succes i Vejby?
Et flertal i kommunalbestyrelsen har igen besluttet at udarbejde en lokalplan, som skal muliggøre festivalens fortsatte placering ved stranden. Med de nye tal og tydelige signaler fra det lokale erhvervsliv bør denne beslutning revurderes.
Der er behov for en grundig gennemgang af høringssvar og indsigelser og for en åben, ærlig dialog, hvor både borgere og erhvervsdrivende bliver hørt. Vi skal også lytte til en stor gruppe grundejere: sommerhusejerne.
Det handler ikke om at være imod kultur. Det handler om at træffe beslutninger på et oplyst grundlag, med respekt for økonomi, miljø, infrastruktur og byens samlede trivsel.

(udgivet d. 1. sep. 2025)
Kære læsere!
Det er vanskeligt at sige noget om Musik i Lejet uden at blive erklæret for at være enten for eller imod festivalen og derfor blive lagt for had af en større gruppe. Jeg vil prøve alligevel, inspireret af Daniel Frigasts artikel, som meget tankevækkende afliver en ellers indgroet myte – at det skulle være en økonomisk gevinst at have denne festival i Tisvildeleje.
Fjendskab sælger
Jeg er meget trist over den hadske stemning, der er fulgt med det moderne festivalformat i Tisvildeleje, og som da slet ikke er blevet bedre af en tv-udsendelse, der reelt kun talte den ene parts sag. Alene titlen, »Slaget om Tisvilde«, viste, at det gjaldt om at fremhæve fjendskabet – ikke om at stifte fred. Senest er der ovenikøbet gået kommunalvalg i sagen. Der har allerede været nogle grimme beskyldninger i medierne.
Respekt og hensyn
Uanset, hvor festivalen komme til at ligge fremover, bør man forberede den med respekt og hensyn. Respekt for, at mange har en skøn oplevelse under festivalen. Respekt for de mange frivilliges arbejde. Hensyn til de omkringboende, som skal have en god sommerferie, og selvfølgelig hensyn til naturen, ikke mindst ved skov og strand. Det må være indlysende, at en festival ikke skal medføre alle tænkelige uhumskheder på de omkringliggende arealer, og at beboerne i området omkring festivalen ikke skal have deres haver og nattesøvn ødelagt af hensynsløse fulderikker.
Spilleregler
Jeg vil derfor opfordre til, at festivalledelsen sammen med den lokale erhvervsforening og grundejerforeningerne omkring den kommende festivalplads i god tid opstiller nogle letforståelige spilleregler, ikke blot for festivalen selv, men for hele området. Under festivalen kan man lade en gruppe frivillige gå rundt i området og stoppe det, der falder uden for den aftale, man har indgået – eventuelt via en tilkaldevagt. Grundejerforeningerne kan bruge lejligheden til at indskærpe deres egne regler for god adfærd, herunder grænserne for støj om natten. Det er urimeligt, at Musik i Lejet får skyld for gener fra fester andre steder.
Jeg er sikker på, at freden kan vindes, hvis man lægger had og kamp på hylden og i stedet for møder problemerne med et empatisk »Ja, det kan jeg godt se. Hvordan kan vi sammen løse det?«
Venlig hilsen
Franz Fröling