Debatindlæg af Pernille Søndergaard, borgmesterkandidat, Moderaterne.
Tak for, at der blev lyttet – Arresø er endelig en fælles sag.
I 2021 rejste vi – sammen med NytGribskov og Socialdemokratiet – for første gang det politiske krav om en langsigtet og forpligtende indsats for at redde Arresø. Dengang var sagen ny i byrådssalen – i dag er den heldigvis blevet fælles gods, og alle partier bakker nu op.
Den 13. maj i år skrev jeg i en artikel, at Arresø skal på finansloven, og at staten må tage medansvar for oprensningen. Ikke bare i ord, men også økonomisk. For Gribskov Kommune kan ikke løfte denne opgave alene.
Derfor er det glædeligt, at der nu er blevet lyttet – også på Christiansborg. Det er en anerkendelse af, at Arresø er mere end et lokalt bekymringspunkt. Det er Danmarks største sø, en bærende naturværdi og en livsnerve for både borgere, biodiversitet og friluftsliv.
Forureningen er desværre reel og alvorlig. Søens økosystem er i ubalance efter årtiers udledninger. Vandet er uklart, dyrelivet presset og naturværdierne truet. Der er brug for handling – og nu er der også bred politisk vilje.
Tak til alle, der har bidraget til at løfte sagen.
Nu skal vi omsætte de gode intentioner til konkret forbedring – i fællesskab.

(udgivet d. 24. okt. 2025)