DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Svar til Morten Dahlberg

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlem Trine Egetved, Det Konservative Folkeparti Gribskov:

Svar til Morten Dahlberg.

Morten Dahlberg fra Socialdemokratiet er i flere aviser ude med et ekstremt voldsomt angreb på Det Konservative Folkeparti. Under overskriften ordentlighed og ansvarlighed, fortæller han, at man skal kunne forhandle i et lukket rum, så man tør sige, hvad man mener. Det er vi i Det Konservative Folkeparti 100% enige i. Vi stiller os derfor helt uforstående overfor for, at Morten efterfølgende slynger om sig med udokumenterede påstande om, hvad vi har sagt eller ikke sagt eller gjort i et lukket forhandlingsrum. Vi mener, det er uetisk at lække fra et forhandlingsrum med direkte (i øvrigt ukorrekte) citater på enkeltpersoner.

Morten Dahlbergs debatindlæg kan du læse i dette link herunder:

Byrådsmedlem Trine Egetveds debatindlæg forsætter herunder:

Vores kritik handler om forhandlingsprocessen den onsdag aften – ikke om hvad de forskellige partier mente om enkelte forslag i sparekataloget. Det må være op til det enkelte parti at forklare deres vælgere.

Når det så er sagt, så glæder Mortens indlæg os. For det viser jo netop, at vi har ret i, at det kan betale sig at mødes og forhandle og så gå hjem og tænke sig om, inden man lukker en aftale. Fordi der kan findes bedre løsninger ved refleksion efter 1. forhandlingsdag.

Det er vigtig for os at pointere, at vi ikke kritiserer administrationens oplæg eller processen frem til forhandlingerne. Vi har flere gange fortalt administrationen, at vi synes, de har lavet et grundigt stykke arbejde. 

Det vi kritiserer, er ikke forløbet op til første reelle forhandlingsdag (det forløb, som borgmesteren i dag lægger ud), men forløbet i forhandlingslokalet sidste onsdag. Det var set med vores briller meget kaotisk, og partierne havde fået forskellige oplysninger om, hvordan forhandlingen skulle forløbe. Så det er alene det vores kritik handler om.

Havde vi forhandlet stille og roligt, brugt lidt tid på at se om vi sammen kunne løse tingene smartere, og havde fået gennemtjekket de løsninger, der kom frem i forhandlingsrummet, så havde vi med sikkerhed lavet en bedre aftale.

En aftale, hvor der ikke var partier, der følte sig kørt over, partier, der føler sig nødsaget til at forlade aftalen inden blækket er tørt, fordi der er opstået misforståelser i forhandlingsrummet, og en aftale, hvor medlemmer af Byrådet ikke efterfølgende går ud og giver direkte forkerte oplysninger om indholdet af aftalen på sociale medier.

Det er klart, at vi reagerer, når vi beskyldes for ikke at ville tage ansvar. For det vil vi rigtig gerne. Men vi vil ikke tage ansvar for noget som underskrives en sen nat uden den sidste refleksion, som kan betyde SÅ meget i borgernes hverdag. De borgere, som har valgt os i tillid til, at vi forvalter deres penge på bedste og mest fornuftige og ansvarlige måde.

Det var i alt beskedenhed, det vi bad om. Og det fortsætter vi med at bede om fremadrettet. Der er altså INTET galt i at tænke sig om en ekstra gang, når vi har med andre menneskers hverdag og skattekroner at gøre.

Trine Egetved

1. Viceborgmester

Det Konservative Folkeparti Gribskov

Trine Egetved (C) (pressefoto)

(udgivet d. 21 sep. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.