DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Stop den negative agenda af Tisvildeleje

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Mette Tolstrup, Tisvilde:

Stop den negative agenda af Tisvildeleje. 

Det er med stor frustration, jeg ser på de negative udtalelser, vores elskede by, Tisvildeleje, er blevet udsat for. Gang på gang forsøger enkelt erhvervsdrivende at stemple vores by som en druk og narkoby og underkende vores fællesskab og mangfoldighed. Efter 36 år som indbygger har jeg aldrig før oplevet sådanne forsøg på at skade vores bys ry og ånd.

Tisvildeleje er ikke blot en sommerdestination for turister. Vi er en by med en rig kultur, et levende lokalsamfund og en stolt historie. Efter coronatiden blev Tisvildeleje endnu mere velbesøgt året rundt, netop fordi vores forretninger holder åbent, og fordi vi kan tilbyde noget unikt med vores kultur, mangfoldighed og åbenhed.

Jeg er blevet stillet spørgsmålet om, hvorvidt vi er blevet “genfødt som Korsbæk”, eller om vi blot er en “flok landsbytosser.” Det er uacceptabelt, at vores by bliver nedgjort på denne måde.

Vi skal passe på vores by, men vi må ikke lade disse agendaer skade vores omdømme og ånd af mangfoldighed. Lad os være stolte af den by, vi bor i, og fortsætte med at værne om vores fællesskab og kultur, som er med til at løfte vores by.

Tisvildeleje er en mangfoldig by, hvor alle er velkomne, og det skal vi fortsætte med at være stolte af. Lad os ikke styre af agendaen “hvem de rigtige turister er”.  Vi skal ikke bare lade vores by blive nedgjort og stigmatiseret af negative agendaer.

Mette Tolstrup, Tisvilde

Mette Tolstrup (Pressefoto)

(udgivet d. 2 mar. 2024)

Kommentar

  1. Mette Tolstrup forsvarer stadig MIL. Modstanderne er i hendes optik snæversynede og blottet for den mangfoldighed som hun mener MIL er udtryk for.
    For mit eget vedkommende er jeg utilfreds med at man afspærer en af de mest populære strande på Nordsjælland. Man afspærer samtidig skoven hvis parkeringspladser bliver brugt som det mest naturlige til campering og overnatning af MIL deltagere.
    Bilerne blokerer brandvejene , Nordhusvej og skovporten og som beboer til et af husen ved skoven frygter man ildebrand hvis ilden tager fat i et stråtag og løbe som en steppebrand videre ind i skoven. Skoven bliver brugt til lejrplads for medbragt mad. Ikke betryggende og direkte ulovligt. Men det er sikkert kun modstanderne som ikke priser denne opfindsomhed hvormed skoven benyttes? Den negative omtale af Tisvilde bliver meget svær at stoppe. Selv i Vestjylland bliver vi spurgt hvorfor vi beholder huset i det rabarberkvarter, når vi nu har et godt sted der. Svaret er at Tisvilde har skoven og stranden og vores faste bopæl i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *