Debatindlæg fra byrådsmedlem Mathias Zilberberg (løsgænger) og Susan Kjeldgaard (fhv. byrådsmedlem)
Slaget om Tisvilde – Kultur, natur og demokratiets grænser.
Tredje afsnit af Slaget om Tisvilde er netop blevet sendt – og det giver anledning til eftertanke. Serien dokumenterer ikke kun en lokal strid om en festival, men viser også, hvordan politik, mediekontakter og særlige interesser kan smelte sammen i en kamp, der rækker langt ud over Musik i Lejet.
Serien giver indtryk af, at nøglepersoner med tilknytning til Det Konservative Folkeparti i Gribskov – herunder et tidligere bestyrelsesmedlem og et siddende byrådsmedlem – i årevis har spillet en aktiv rolle i modstanden mod festivalen.
Det er naturligvis legitimt at have holdninger og stille spørgsmål ved lokal udvikling. Men når kritikpunkter gentages, selv efter at de er blevet tilbagevist af kommunen, og når pressen bruges til at forstærke et bestemt narrativ, udfordrer det tilliden til både vores demokratiske processer og borgernes mulighed for at få et retvisende billede.
Et centralt element i kritikken har været naturhensyn. Det bør derfor nævnes, at Musik i Lejet – mens det blev afholdt i Tisvildeleje – lå på grænsen til et Natura 2000-område, og at Naturstyrelsen i alle årene har godkendt og ført tilsyn med området uden at rejse forbehold. I år blev festivalen flyttet til Vejby, til en campingplads – og stadig med respekt for gældende regler og naturen omkring.
Det rejser spørgsmålet, om naturen her i virkeligheden er blevet brugt som løftestang i en bredere kamp mod kulturelle fællesskaber, man ikke føler sig som en del af. Når argumenterne ikke længere bunder i fakta, men i positionering og politisk strategi, bliver det sværere at finde fælles løsninger. Og vigtigst: Det svækker borgernes tillid til både politik og presse.
Weekendens Musik i Lejet i Vejby viste heldigvis en anden vej. Festivalen blev mødt med varme og samarbejdsvilje – og skabte liv, glæde og respektfuldt samvær. Det bekræfter, at kultur og natur sagtens kan sameksistere, når dialog og åbenhed får lov at fylde mere end frygt og modstand.
Tak til Vejby. I viser, hvordan fællesskab og fremtid kan gå hånd i hånd.
Mathias Zilberberg, byrådsmedlem (løsgænger)
Susan Kjeldgaard, fhv. byrådsmedlem

(udgivet d. 25. jul. 2025)