Debatindlæg af Trine Egetved, borgmesterkandidat, Det Konservative Folkeparti.
Skolevægring kræver politisk handling – og vi er i gang.
Skolevægring er et voksende problem, som har alvorlige konsekvenser – både for barnet, familien og kommunen. Børn risikerer at miste faglig og social udvikling, familier presses i hverdagen, og kommuner pålægges store udgifter til støtte og specialtilbud.
Derfor er jeg stolt af, at Det Konservative Folkeparti på Christiansborg har fået bred politisk opbakning til at etablere en national handlingsplan mod skolevægring. Planen skal kortlægge årsagerne til skolefravær og sikre at børn, forældre og skoler får bedre hjælp. Det er et vigtigt skridt i retning af en mere målrettet og koordineret indsats på tværs af kommuner og sektorer.
Men i Gribskov har vi ikke ventet. Vi har allerede etableret et tværfagligt fraværsteam, som arbejder systematisk med tidlig opsporing og støtte til børn i mistrivsel. Vi har styrket vores specialpædagogiske indsatser og oprettet blandt andet et ungdomsskoletilbud til unge med længerevarende skolefravær og psykisk sårbarhed. Derudover har vi sat fokus på fællesskaber og trivsel.
Skolevægring kræver både lokal handling og nationalt ansvar. Med handlingsplanen på vej, og konkrete tiltag i gang lokalt, er vi godt på vej – men vi skal videre endnu. Kommunerne kan ikke løse opgaven alene, og derfor er det godt, der også sættes ind nationalt.

(udgivet d. 20. okt. 2025)