Debatindlæg af Bjarne Pedersen, byrådskandidat og formand for Moderaterne i Gribskov.
Sammen driver vi Gribskov – med borgerne, ikke for dem.
Vi står overfor nogle fundamentale behov for at se Gribskov fra nye vinkler og det ansvar påhviler det nye byråd – uanset sammensætning. Mindre brok og drilleri – mere handling.
At drive Gribskov handler ikke kun om budgetter og bygninger – det handler om mennesker. Om at skabe løsninger sammen med borgerne, ikke ovenfra og ned. Vi skal væk fra tanken om, at kommunen altid ved bedst, og i stedet bygge et lokalt fællesskab baseret på tillid, dialog og ansvar.
Gribskov er en kommune med stærke lokalsamfund, engagerede foreninger og ildsjæle, der hver dag løfter hverdagen for andre. Derfor skal borgerne ikke blot høres – de skal inddrages. Når medarbejdere, frivillige, erhvervsliv og borgere får reel indflydelse, skaber vi bedre resultater, fordi løsningerne tager udgangspunkt i virkeligheden.
Vi skal have mindre bureaukrati og mere tillid. Institutioner og lokalsamfund skal have frihed til at finde deres egne veje til at skabe kvalitet i velfærden. Det er sådan, vi sikrer, at Gribskov fortsat er et sted, hvor nærhed, fællesskab og handlekraft går hånd i hånd.
Gribskov skal være en kommune, der drives med borgerne – ikke for dem (og slet ikke imod dem). For sammen finder vi de bedste løsninger.

(udgivet d. 7. nov. 2025)