Debatindlæg af Helle Lund, byrådsmedlem og spidskandidat – Liberal Alliance Gribskov.
Når natur bliver til design – og løfter ikke holder.
Det er glædeligt, når partier i byrådet taler om at investere i naturen, beskytte biodiversiteten og sikre grønne områder til kommende generationer. Den slags budskaber kan vi alle bakke op om. Men ord skal følges af handling – ellers mister de deres værdi.
Derfor undrer det mig, at NytGribskov på den ene side skriver flotte debatindlæg om naturudvikling, men på den anden side stemmer for en kommuneplan, der åbner for byggeri på Teglværksgrunden i Annisse. For at kunne gennemføre projektet kræves det nemlig, at der fældes et stort skovområde, og at naboens jord, som er udpeget til Grønt Danmarkskort, inddrages.
Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Man kan ikke tale om at ville investere i natur og biodiversitet – og samtidig stemme for at fjerne eksisterende natur og grønne udpegninger.
For mig handler ansvarlig naturpolitik ikke om at opfinde såkaldt “designernatur”, hvor man ødelægger et område for derefter at pege på et andet, man vil udvikle. Det handler om at beskytte de grønne områder, vi allerede har – især når de er udpeget som værdifulde i vores fælles planlægning.
Når NytGribskov vælger at pege fingre ad de partier, som faktisk lytter til borgerne og ønsker at bevare Grønt Danmarkskort, klinger kritikken derfor noget hult.
Borgerne i Gribskov fortjener en kommuneplan, man kan have tillid til – og politikere, der står fast på naturbeskyttelse i handling, ikke kun i ord.

(udgivet d. 12. sep. 2025)
Kære Helle
Tak for dit “hip” og beklager at du er forvirret. Som bosat i Annisse med min gang netop på omtalte område, så jeg det også gerne bevaret – men ikke for enhver pris. Hvis alternativet ved et nej er, at der fortsat kan drives stærkt forurenende erhverv på teglværksgrunden så vil vi i Nyt Gribskov hellere at man gennem en ny lokalplan kan holde en udvikler oppe på 1) en effektiv oprensning af grunden og 2) en bebyggelse der respekterer naturen. De krav vil vi gerne love at vi går til lokalplansarbejdet på. Og husk at den grund du taler om er en gammel grusgrav der er sprunget i skov. Ikke urørt natur.
Det sagt foretrækker vi samtidig at Annisse ikke udvikler sig i den retning, men hellere mod Helsinge og Ammendrup der skaber et sammenhængende byområde og udnytter den eksisterende infrastruktur. Men det er en anden mere konstruktiv positiv snak som vi håber du er klar på.