DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Når man pryder sig med lånte fjer

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Lars Bregnbak, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti Gribskov:

Når man pryder sig med lånte fjer.

Budgetaftalen i Gribskov kommune imellem Nyt Gribskov, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Kulturlisten og Enhedslisten er en sørgelig historie med store alvorlige konsekvenser for Gribskovs borgere.

Det undrer mig, at erfarne politikere kan falde for en historie bygget af luftkasteller og båret af lånte fjer og vælge at budgettere med et underskud over 4 år. Det er dybt uansvarligt.

Fakta: Gribskovs likviditet er i budgettet faldende.
På trods af at man medregner 100 millioner fra kommende forventet øget ejendomsskat, og har en større skatteindtægt, har solgt grunde og bygninger i stort omfang, som burde øge kommunens likviditet væsentligt, så er resultatet skuffende.

Budgettet havde Ikke penge nok uden at låne fra kassebeholdningen, en kassebeholdning, hvori der også er optaget 17 millioner i lån, for at skabe likviditet.

På trods af væsentlig flere indtægter, har man måttet trække 70 millioner ud af kassebeholdningen og implementere kommende besparelser på kerneområder for minimum 26.5 millioner kroner. Hverken skoler, specialtilbud, ældrepleje eller handicapområdet, kan forvente et økonomisk løft eller stabilitet, i det nye budget, tværtimod. Jeg anerkender at de ikke pålægges nye besparelser, men når der fortsat venter ”gamle” besparelser fra tidligere budgetter, som endnu ikke er udmøntet, så er der fortsat store problemer på områderne.

På anlægssiden indeholder budgettet også store økonomiske øretæver, da kommende anlæg er opgjort i 2019 priser i budgettet og med den stigning på omkring 30% på byggematerialer, der er sket siden 2019, betragter jeg de budgetterede udgifter, som helt urealistiske .

Som Konservativ kandidat til kommunevalget og ikke mindst borger i kommunen, slår jeg på tromme for, at vi skal være ærlige og åbne, der skal være orden i tingene, ansvarlig ledelse og økonomisk stabilitet.

Det ser jeg på ingen måde det nye budget kan indfri og det kan Det Konservative Folkeparti i Gribskov ikke lægge stemmer til.

Med de store ekstra indtægter kommunen har fået via højere beskatning og forventet ejendomsskattestigning, som kunne være med til at styrke kommunens likviditet og skabe den økonomiske stabilitet, vi har så hårdt brug for, er det derfor rystende , at der ligger yderligere besparelser i vente i budgettet på områder, som i forvejen lider.

Lars Bregnbak

Byrådskandidat (C)

Lars Bregnbak (C) (Pressefoto)

(udgivet d. 19 sep. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *