Debatindlæg fra byrådsmedlemmerne Astrid Recinella og Anders Gerner Frost, Nytgribskov.
Lad os være ærlige – Konservative og DF vil reelt afskaffe Musik i Lejet.
Endnu engang ser vi, at Konservative og Dansk Folkeparti forsøger at pakke deres egentlige dagsorden ind i noget, der skal ligne en beskyttelse af de mindre arrangementer i Tisvildeleje. Men virkeligheden er en anden: Deres forslag er ikke bare uigennemskueligt – det vil reelt betyde, at Musik i Lejet ikke kan fortsætte.
Lad os tage det fra begyndelsen: Efter at Planklagenævnet ophævede den tidligere lokalplan for parkeringspladsen på stranden, har administrationen foreslået, at man udarbejder et nyt plangrundlag, der skaber mulighed for både Musik i Lejet og de mange andre midlertidige, folkelige arrangementer, som området i dag bruges til, lige fra Verdensballetten til Tisvilde går i fisk.
I stedet for at bakke op om et helhedsorienteret plangrundlag, foreslår Konservative og DF nu, at man splitter planlægningen op, og at Musik i Lejet udelades i første omgang. De forsøger at sælge det som en beskyttelse af de små arrangementer. Men det holder ikke vand.
Når man laver miljøvurderinger i planlægningen, skal man se på de samlede påvirkninger. Det gælder både for markfirben, flagermus og alle de andre naturværdier i området. Man kan ikke bare dele vurderingen op, som om de små og store arrangementer ikke eksisterer samtidigt. Det er fagligt uforsvarligt – og i praksis en blokering af Musik i Lejet.
Og det er måske netop dét, der er pointen.
Det er selvfølgelig helt legitimt at mene, at en festival som Musik i Lejet ikke bør finde sted i Tisvildeleje. Det synspunkt har Konservative og DF, og det skal de have lov til. Men så må de også stå ved det og i stedet for at gemme sig bag tekniske finter og opfundne hensyn, burde de være ærlige: De ønsker ikke, at Musik i Lejet skal fortsætte.
I Nytgribskov deler vi ikke den holdning. Vi bakker op om et plangrundlag, der både giver Musik i Lejet og de mindre arrangementer mulighed for at eksistere – med respekt for både naturen og lokalsamfundet. Vi tror på, at Tisvildeleje er stort nok til både flagermus og fællesskab.
Astrid Recinella og Anders Gerner Frost
Byrådsmedlemmer, Nytgribskov

(udgivet d. 4. jun. 2025)