Debatindlæg fra byrådsmedlem Helle Lund, Liberal Alliance.
Lad os bruge energien rigtigt – kernevelfærd frem for festivalfnidder.
Debatten om Musik i Lejet fylder meget i Gribskov Kommune – og det gør den, selvom den i bund og grund handler om lovgivning og myndighedsudøvelse. Stemningen er blevet så polariseret, at der nu er lavet en mini-tv-serie om “Slaget om Tisvilde”.
Men mens vi diskuterer tre dages festival, står vi over for en langt større og langt vigtigere udfordring: vores kernevelfærd.
Antallet af ældre borgere i Gribskov Kommune vokser markant i de kommende år. Samtidig falder antallet af uddannede medarbejdere på ældreområdet. Det er en udvikling, der kalder på handling – og en udvikling vi burde bruge vores energi på at løse.
Vi må turde tale om prioriteringer. Inden for vores serviceramme er det ikke alt, vi kan gøre lige meget. Vi er nødt til at spørge os selv:
Hvad skal der bruges flere penge på?
Hvad skal nedprioriteres?
En del af løsningen handler om arbejdsmiljø. Hvis vores medarbejdere ikke har det godt, så har de heller ikke overskud til at levere den kvalitet og omsorg, vi ønsker for vores ældre.
Og hvordan skaber vi et bedre arbejdsmiljø?
Det starter med kommunalbestyrelsen. Punktum.
Vi har brug for gennemsigtighed og ægte samarbejde. En borgmester bør dele viden med hele byrådet – ikke kun med enkelte udvalgte. Det kan ikke være rigtigt, at man som medlem af byrådet skal høre vigtige ting “ude i byen” eller må søge aktindsigt for at få den nødvendige information.
Det er ikke lederskab. Det skaber splittelse – ikke fællesskab. Og det er til skade både for arbejdsmiljøet blandt medarbejderne og for tilliden i kommunalbestyrelsen.
Vi har brug for en ny start i Gribskov.
En start, hvor vi bruger vores kræfter på det, der for alvor betyder noget: vores velfærd, vores medarbejdere og vores fælles fremtid.
Helle Lund
Byrådsmedlem, Liberal Alliance

(udgivet d. 13. jul. 2025)