Debatindlæg fra Lars Bregnbak, Danmarksdemokraterne.
Kommunen lægger hindringer i vejen. Pludselig har vi ikke adgang til tilladelser på Tisvilde camping område.
Kan man lovligt drive en campingplads uden lokalplan eller landzonetilladelse? Kommunen skylder borgerne svar.
I sagen om Tisvilde Camping – og den årligt tilbagevendende festival Musik i Lejet – henviser Gribskov Kommune til, at “en stor del af campingpladsen ikke er omfattet af lokalplan 50.90”. Men det rejser et afgørende spørgsmål: Kan man overhovedet lovligt drive en campingplads i landzone uden hverken lokalplan eller landzonetilladelse?
Svaret er nej.
Ifølge planloven kræver det en forudgående tilladelse fra kommunen at ændre anvendelsen af landzonearealer – fx fra landbrug til camping. Det gælder uanset om der findes en lokalplan eller ej. Faktisk er det netop i fravær af en lokalplan, at landzonetilladelsen er afgørende. En lokalplan kan i visse tilfælde erstatte behovet for landzonetilladelse – men hvis der ikke er en lokalplan, er der ingen automatisk ret til at opføre eller drive en campingplads.
Så hvis store dele af Tisvilde Camping – som kommunen påstår – ikke er omfattet af lokalplan 50.90, så bliver spørgsmålet blot endnu mere presserende:
Hvor er landzonetilladelsen så?
Der kan altså ikke blot henvises til historisk praksis, gamle brochurer eller tidligere anvendelse. Der skal foreligge enten:
- En gyldig lokalplan, der udlægger området til camping og erstatter landzonetilladelse
eller - En konkret landzonetilladelse, udstedt af kommunen i henhold til planloven.
Hvis ingen af delene findes, er driften i strid med loven.
Det er derfor ikke bare rimeligt, men nødvendigt, at borgerne kræver indsigt. Det handler om, hvorvidt loven følges – og om kommunen udviser rettidig omhu, når den giver tilladelse til store arrangementer som Musik i Lejet.
I denne sag virker det, som om kommunen forsøger at dække over manglende dokumentation ved at henvise til “uklare grænser for lokalplanen”. Det må ikke stå uimodsagt.
Vi skal ikke acceptere lovfortolkning med elastik i metermål.
Hvis der mangler tilladelser, skal det afdækkes – og så må kommunen tage ansvar for den praksis, den selv har medvirket til.
Lars Bregnbak
Danmarksdemokraterne

(Pressefoto)
(udgivet d. 30. jun. 2025)