Debatindlæg af Christian S Laursen, frivillig i DN-Gribskov.
Hvorfor vil kommunen ikke gøre mere for at beskytte grundvandet.
Sager om jordudlæg mangler miljøvurdering. I mange år har kommunen givet tilladelse til jordudlæg og deponering uden at benytte miljølovgivningen når udlæggets betydning for miljøet skulle vurderes. Kommunen fik i begyndelsen af 2024 udarbejdet et juridisk notat der entydigt fastslog at miljøvurdering var et krav når man skulle give tilladelse til jordudlæg/deponering. I andre kommuner, bl.a. Sorø Kommune har det været almindelig praksis at der ved udlæg af jord skulle foretages en miljøvurdering. På den baggrund har DN-Gribskov og Smidstrup Vandværk klaget over manglende miljøvurdering af jordudlæg. Henholdsvis til Miljø og Fødevarenævnet og Ankestyrelsen. Vi afventer klagemyndighedernes afgørelser.
Ren jord er ikke bare ren jord.
Sager om jordudlæg og deponering har gentagne gange været oppe i Klima, Teknik og Miljøudvalget. Hver gang har administrationen vurderet at der ikke var noget at komme efter og udvalget har taget det til efterretning. Vurderingen hviler på at den udlagte/deponerede jord opfylder jordpakkens krav til ren jord. Jordpakken er en række analyser at jorden for specifikke stoffer. Problemet er bare at jordpakken er over 25 år gammel. Det betyder at den ikke omfatter stoffer som vi i dag ved skadelige, f.eks. PFAS eller andre miljøgifte. Hvis kommunen havde foretaget miljøvurdering, ville andre skadelige stoffer også skulle tages med. Konsekvensen havde været at man måtte erkende at der skulle miljøgodkendelse til. En miljøgodkendelse ville have stillet skærpede krav til analyser for gifte og til kontrol og dokumentation. For indeværende er kontrollen af jordudlæg, selv efter jordpakkens krav, mangelfuld til ikke eksisterende.
Kommunen spiller hasard med borgens fremtidige sundhed.
Vi har en liberal kommune, som gerne vil fremme initiativ og privat foretagsomhed. Borgerne og foreninger imødekommer dette ønske, bl.a. ved at være aktive i høringer til kommune og lokalplaner, ligesom forretningsdrivende og lodsejere driver forretning. Desværre er det sådan at kommunen i vidt omfang imødekommer erhvervsdrivende og lodsejere, mens borgerne og foreninger ofte ikke får indflydelse på trods af deres store engagement. I jordudlægning og deponi sager har kommunen udelukkende imødekommet lodsejeres og forretningsdrivendes ønsker. Man har stædigt givet tilladelser til jorddeponering uden at tage hensyn til de borgere som i fremtiden vil mangle rent drikkevand. Borgernes krav på rent drikkevand og et sundt liv ofres for den kortsigtede profit. At borgerne senere skal betale i form at dyrt renset vand og dårligere sundhed er der ikke taget hensyn til. Holdningen til deponering af jord i byrådet er delte og går på tværs af partiskel. Stem på et parti der vil borgernes sundhed på langt sigt.

(udgivet d. 18 okt. 2025)
Tak for bringe fokus på dette, for som du er inde på, så bliver regningen for KTMs velvillighed overfor lodsejere og affaldsindustriens aktører en stor regning til borgerne i den sidste ende. Og det skal stoppe.
Jeg og Alliancen for Børnene, Ungdommen og Fremtiden vil have et fuldt stop for jordudlægning i Gribskov.
Men, det er ikke den eneste faktor for vores sårbare grundvand. Det skriver vi mere om her:
https://alliancen-buf.dk/red-grundvandet/
Med venlig hilsen
Flemming Blicher, KV25 kandidat i Gribskov for Alliancen for Børnene, Ungdommen og Fremtiden