DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Hvorfor splitter Musik i Lejet et lille samfund ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlemmerne Trine Egetved og Daniel Frigast fra Det Konservative Folkeparti Gribskov:

Hvorfor splitter Musik i Lejet et lille samfund ?

For første gang siden 2019 har der været et fuldskala Musik i Lejet uden restriktioner.

I Det Konservative Folkeparti har vi set med fra sidelinjen, og fulgt debatterne om Musik i Lejet. Der er ingen tvivl om, at festivalen vækker glæde hos rigtig mange mennesker, som synes, det er dejligt at være til festival i et smukt område. Men det er også helt indiskutabelt, at Musik i Lejet skaber store frustrationer hos mange lokale i Tisvildeleje. Også folk, som faktisk var med helt fra starten. Fastboende orker ikke at være hjemme i ugerne omkring MIL, og flere af de handelsdrivende har samlet gjort opmærksom på, at ugen på ingen måde er gavnlig for dem.

I år er det gået så vidt, at man er begyndt at melde hinanden til politiet, hvilket vidner om et utroligt betændt forhold mellem de lokale borgere og festivalen. Det er bestemt ikke gavnligt, hvis man ønsker at finde sammen i fælles forståelse.

Fortællingerne og rygterne om festivalens økonomi og konstruktion er mange, men der synes ikke at være så stor åbenhed omkring det. Vi mener, at en festival, som trækker så hårdt på et lille lokalsamfund, naturligvis bør kunne, og også have lyst til at, redegøre offentligt for dens økonomiske konstruktion, så der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved det. Åbenhed og gennemsigthed plejer at være en god ting til at give klarhed og lægge eventuelle misforståelser i graven.

Spørgsmålet om Musik i Lejet er blevet for stort i forhold til placeringen kommer også op hvert år. Masser af transport igennem skoven, ingen adgang for kørende til stranden i en lang periode, lokale som holder sig langt væk fra en af de bedste badestrande i Gribskov Kommune i højsommeren – simpelthen fordi det ikke er til at komme til. Og i år så vi så, at den helt nye fine handicaprampe ikke kunne anvendes i flere uger, da det var umuligt at komme derhen med en kørestol.

Der er mange spørgsmål, som melder sig. I Det Konservative Folkeparti er vi klar til at lytte til begge sider. Både jer, der elsker Musik i Lejet, og jer, der synes, det er blevet for voldsomt. Og alle jer midt i mellem.

Vi har allerede bedt forvaltningen om oplysninger omkring omkostninger til vand og el i forbindelse med lån af Tisvilde Skole mv, men vores vurdering er, at der er brug for en meget grundig evaluering af dette års Musik i Lejet, hvor alting bliver mere gennemsigtigt. Hvis der ikke er noget at skjule, så er der jo ingen fare ved at lægge tingene frem.

Og det er den indstilling, vi vil gå til evaluering med, ikke med ultimative krav om, at festivalen enten skal flyttes eller forblive som den er. Vi ønsker åbenhed, gennemsigtighed og dialog. På den måde kan vi måske sammen finde en løsning, som både tilhængere og modstandere kan være i.

Dialog og åbenhed er vejen frem, og det vil vi insistere på, at der kommer.

Daniel Frigast
Næstformand i udvalget for Erhverv og Oplevelsesøkonomi
Det Konservative Folkeparti

Trine Egetved
Gruppeformand
Det Konservative Folkeparti Gribskov

(udgivet d. 31 juli 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.