Debatindlæg af Conny Bruun, byrådskandidat, Moderaterne i Gribskov.
Hvordan bliver vi forældrenes bedste børneby ?
For mig handler det om, at hverdagen skal hænge sammen – både for børn og forældre.
Derfor skal vi have flere voksne i dagtilbud og skoler, så børn mødes af nærvær og tryghed. Vi skal mindske test- og karakterpresset og i stedet skabe mere tid til trivsel, kreativitet og læring i børnehøjde.
Vi skal give familierne mere frihed og fleksibilitet – fx gennem lavere forældrebetaling, bedre madordninger og barselsløsninger, der tager højde for småbørnsfamiliers virkelighed.
Skoler og daginstitutioner skal frisættes lokalt, så de får frihed til at tilpasse pædagogik og læringsmiljø til børnene i netop deres område. Og vi skal sikre, at alle børn har mulighed for at deltage i fritids- og kulturlivet – uanset økonomien derhjemme.
Endelig skal vi tage børns mentale sundhed alvorligt. Vi skal sætte ind tidligere og skabe klare rammer for trivsel og skærmbrug – i tæt dialog med forældrene. Forældrene skal ikke stå på sidelinjen, men være aktive partnere i børnenes hverdag.
Hvis vi i Gribskov vil være forældrenes bedste børneby, skal vi turde sætte trivsel, tryghed og familieliv først. Det handler om prioritering.
Det er mit løfte som kandidat for Moderaterne. Er du enig ????

(udgivet d. 13. okt. 2025)