Debatindlæg fra byrådsmedlem Helle Lund, Liberal Alliance.
Hvor troværdige er vi, når vi ikke gør hvad vi siger ?
Grønne Gribskov – med naturen i centrum.
Om kort tid skal vi i byrådet beslutte, om vi kan godkende den nye kommuneplan for de næste fire år. Den fylder over 1.100 sider og omhandler hele vores kommune.
Liberal Alliance kan ikke godkende den, som den ligger nu. Der er dele, der bør fjernes eller kigges nærmere efter i sømmene. Det er gået lidt for stærkt, og vi må huske, hvad vores fælles mål er.
I 2023 vedtog vi en udviklingspolitik og planstrategi, hvor vi – med overskriften “Grønne Gribskov med naturen i centrum” – forpligtede os til at:
· Passe godt på naturen i Gribskov Kommune
· Give plads til, at naturen kan trives og bevares
· Sikre kendskab til naturen og adgang til den
Det er fine ord. Men de skal også omsættes til handling. Det sker desværre ikke, hvis vi gennemfører punkt 4.B.08 i kommuneplanen: boligområde ved det tidligere teglværk ved Annisse.
Teglværket ønsker at bygge boliger på deres egen grund, hvilket i sig selv kan være en udmærket idé. Men fordi grunden ikke støder op til eksisterende boligområde, foreslås det politisk at inddrage et stort skovområde mellem eksisterende boligområde og teglværket – et område, der er udpeget som naturområde med særlige naturbeskyttelsesinteresser (Planloven § 11a, pkt. 14).
Hvis vi mener alvor med vores grønne ambitioner, skal vi beskytte naturen – ikke fjerne den for at muliggøre byggeri. Derfor bør boligområdet ved det tidligere teglværk ved Annisse tages ud af kommuneplanen.
Helle Lund
Byrådsmedlem, Liberal Alliance

(udgivet d. 12. aug. 2025)